H.M. Dronningen og ”Ehrengard”

Et fiktivt fyrstedømme i det tidlige 1800-tal har de sidste par år fyldt meget i H.M. Dronningens fritid. Den 6. oktober 2023 udstiller Karen Blixen Museum Rungstedlund Dronningens découpager samt udvalgte originale kostumer og en lang række af Dronningens kostumeskitser fra scenografien til filmatiseringen af Karen Blixens "Ehrengard".

Foto: Kongehuset ©

Når Netflix den 14. september 2023 får premiere på filmen Ehrengard efter Karen Blixens novelle fra 1962, har Dronningen haft en væsentlig finger med i spillet. Dronningen har klippet og klistret omkring 70 découpager til filmens scenografi og har herudover designet kostumerne til blandt andre skuespillerne Sidse Babett Knudsen og Mikkel Boe Følsgaard.

Foto: Kongehuset ©

En måned senere, den 6. oktober, åbner Karen Blixen Museum Rungstedlund en udstilling, som går bag om Ehrengard. Her kan man komme tæt på 45 af Dronningens detaljerige découpager, der har inspireret til scenografien i den filmiske fortælling med den viljestærke Ehrengard som den centrale figur.

Ehrengard udvælges som passende selskab til Prinsesse Ludmilla, da hendes og Prins Lothars søn er undfanget flere måneder før brylluppet og derfor må fødes i hemmelighed på det fjerne slot Rosenbad. Imens indgår svigermor, Storhertuginden af Babenhausen, og hendes allierede, den kvindeglade kunstmaler Cazotte, væddemål om Cazottes evner til at forføre den uskyldsrene Ehrengard, hvis høje moral dog sejrer til sidst.

Foto: Kongehuset ©
Foto: Kongehuset ©
Foto: Kongehuset ©
Foto: Kongehuset ©

Découpagerne, der er blevet til gennem flere år i Fredensborgs atelier, viser, hvordan Dronningen med hundredvis af små og store udklip fra auktionskataloger og boligblade skaber de fantasifulde universer. Udklip af landskabs- og interiørmalerier, arkitekturdetaljer, møbler, tekstiler og porcelæn sammensættes på nye måder til Ehrengards fiktive verden, hvor stejle bjerge og dybe skove, prangende slotte og beskedne krostuer danner rammen om fortællingen med den uventede drejning.

Sammen med découpagerne udstiller Karen Blixen Museum Rungstedlund udvalgte originale kostumer og en lang række af Dronningens kostumeskitser.

Foto: Kongehuset ©
Foto: Kongehuset ©