Historien bag sølvæsker med navlestrenge

Rund sølvæske med "sejrsskjorte" omgivet af ovale sølvæsker med navlestrenge.
Rund sølvæske med "sejrsskjorte" omgivet af ovale sølvæsker med navlestrenge. Foto: Rosenborg Slot

På Rosenborg Slot gemmer man ni små sølvæsker med et meget specielt indhold. Æskerne – otte ovale og én rund – er alle udsmykket med et kronet monogram; den runde æske med Kong Frederik 3’s initialer og de otte ovale med forbogstaverne og fødselsåret på hans og Dronning Sophie Amalies mange børn, født mellem 1646 og 1657.

Indholdet i æskerne er noget så usædvanligt som resterne af børnenes navlesnore og et stykke af kongens egen fosterhinde. Man mente, at stumpen af navlesnoren fra det nyfødte barn kunne beskytte mod sygdom og død, hvilket var nødvendigt i en tid med stor dødelighed blandt nyfødte og småbørn. Desværre formåede de indtørrede navlesnore ikke at beskytte alle børnene mod en tidlig død; børnene Frederik og Dorthea Juliane blev således begge kun ét år.

I den runde sølvæske opbevares en rest af Frederik 3’s egen ”sejrskjorte”, som man kaldte det, når man blev født med en ubrudt fosterhinde. Dette sker meget sjældent og menes, ligeledes ifølge overtroen, at bringe styrke til dette særligt heldige barn.

Her ses de ni æsker samt Paul Prieurs lille emaljebillede fra 1671 af Frederik III og Sophie Amalies fem ældste børn; kronprins Christian (5.) i blåt, hans søster Anna Sophie med babyen Frederik på skødet, og derimellem Vilhelmine Ernestine og Frederikke Amalie.

Yderligere oplysninger

Læs mere om samlingerne på Rosenborg Slot

Læs mere om Frederik 3.