H.K.H. Kronprinsen besøger Finland

Hans Kongelige Højhed Kronprinsen besøger til efteråret Finland sammen med en større dansk erhvervsdelegation.

Besøget, der er et erhvervs- og kulturfremstød, finder sted den 13.-14. september 2018 og har fokus på den maritime industri, urban solutions samt det nordiske køkken.

Besøget gennemføres som en del af de aktiviteter, der markerer at de diplomatiske forbindelser med Finland og Danmark kan fejre 100 år. Samtidig har besøget til formål at styrke det kommercielle samarbejde mellem landene.

Første del af besøget vil finde sted i hovedstaden Helsinki, hvor Kronprinsen bl.a. deltager i arrangementer om byudvikling hos virksomheden Rambøll og det finske firma Stora Enso med fokus på samarbejde mellem danske og finske virksomheder om grønne innovative byløsninger.

Den nordiske gastronomi bliver præsenteret ved et arrangement, hvor danske fødevarer indgår i en finsk sammenhæng.   

Anden del af besøget finder sted i byen Turku på den finske vestkyst, der er højborg for den maritime industri. Her vil der være besøg ved Meyer Turku værft, hvor nogle af verdens største krydstogtsskibe bliver produceret. Desuden afholdes der matchmaking arrangement for danske underleverandører til den maritime industri i Finland.

Det fulde program for besøget offentliggøres senere.