H.K.H. Kronprinsen rejser til Kina

Danmark er i fokus som vidensnationen, når Hans Kongelige Højhed Kronprinsen i september besøger den kinesiske hovedstad Beijing samt den sydkinesiske by Guangzhou.

Foto: Franne Voigt ©

Da Danmark i 2008 indgik en partnerskabsaftale med Kina om forskning, innovation og uddannelse, var det den største danske satsning inden for uddannelse og forskning uden for landets grænser, og da Danmark tidligere i år som det første land i EU indgik samarbejde med Kina om et fælles turismeår i 2017, sagde Kronprinsen ja til at blive protektor.

Viden og turisme er derfor i fokus, når Kronprinsen den 23. – 26. september rejser til Kina. Her vil Kronprinsen blandt andet indvie Industriens Fonds Hus, der skal huse Sino-Danish Center for Education and Research i Huaiou, som ligger nord for hovedstaden Beijing. Her tog H.M. Dronningen for tre år siden det første spadestik til bygningen, som Kronprinsen nu officielt vil indvie. Det nye hus vil danne ramme om det samarbejde, der siden 2008 har fundet sted mellem de otte danske universiteter og University of Chinese Academy of Sciences.   

Kronprinsen skyder også et grønt byfornyelsesprojekt i gang i Qinlong Hutongen i det centrale Beijing. Til næste år vil Københavns Kommune i samarbejde med danske virksomheder være medværter ved Beijing Design Week. Her vil danske kompetencer være med til at vise, hvordan kineserne kan højne deres livskvalitet gennem projekter, der fokuserer på urbanisering, renovering og bæredygtige løsninger.

Senere på rejsen vil Kronprinsen som protektor for det fælles turismeår mellem Danmark og Kina åbne eventet Denmark Days, der skal gøre kineserne mere bevidste om Danmark som destination for deres rejser.

Derudover vil Kronprinsen under det fire dage lange besøg åbne en udstilling i Dansk Kulturcenter, deltage i seminar om innovation, kreativitet og læring, besøge Tsinghua og LEGO Fondens Lifelong Learning Lab.

Kronprinsen ledsages under besøget af uddannelses- og forskningsminister Søren Pind.

Det fulde program for besøget offentliggøres senere.