H.K.H. Kronprinsessen bliver protektor for Women Deliver 2016

H.K.H. Kronprinsessen, 2015
H.K.H. Kronprinsessen, 2015 Foto: Franne Voigt

H.K.H. Kronprinsessen har sagt ja til at blive protektor for den internationale konference Women Deliver 2016, der afholdes i Danmark den 16.-19. maj.

Konferencen samler verdens ledende rettighedsforkæmpere og meningsdannere for at dele ideer og diskutere strategier for, hvordan verden kan sikre et bedre liv for piger og kvinder.

I forbindelse med tiltrædelsen som protektor for konferencen udtaler Kronprinsessen:
 
"Danmark er som Women Deliver stærkt engageret i kampen for en bedre tilværelse for piger og kvinder verden over. Piger og kvinder skal have en central plads i en bæredygtig udvikling, og hvis vi prioriterer deres sundhed, rettigheder og trivsel, vil det være en gevinst for alle. En forbedring af piger og kvinders liv er grundlaget for at skabe dynamiske og sunde samfund med økonomisk og bæredygtig vækst. Jeg ser meget frem til samarbejdet med Women Deliver om at sikre, at piger og kvinder vedbliver i centrum af den globale udviklingsindsats.”

Kronprinsessen har deltaget i Women Delivers konferencer i 2009 i Washington og i 2012 i Kuala Lumpur samt ved flere af organisationens begivenheder i forbindelse med FNs samlinger i New York.

Women Deliver 2016 bliver en af de første store globale konferencer, som finder sted efter verdenssamfundets vedtagelse af en ny ramme for global udvikling - FNs bæredygtighedsmål. På konferencen vil deltagerne tage fat på, hvordan man kan implementere de nye udviklingsmål i relation til pigers og kvinders sundhed, rettigheder og trivsel. Der vil være særlig fokus på mødresundhed og rettigheder samt seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder og sammenhængen med ligestilling, uddannelse, miljø og økonomiske muligheder.

Konferencen er den fjerde Women Deliver-konference og finder i 2016 sted i Bella Center, København, i dagene 16.-19. maj.

YDERLIGERE OPLYSNINGER

Læs mere om H.K.H. Kronprinsessen. 

Læs mere om Women Deliver 2016. 

PRESSEINFORMATION

PRESSEKONTAKT VED WOMEN DELIVER

Communications Manager Lauren Himiak tlf.: +1 646 873 6717 eller +1 917 913 7079