H.K.H. Kronprinsessen har besøgt Burkina Faso

H.K.H. Kronprinsessen aflagde den 27.-29. oktober 2021 sammen med udviklingsminister Flemming Møller Mortensen besøg i Burkina Faso. Rejsens formål var at sætte fokus på piger og kvinders sundhed og rettigheder i en region præget af fattigdom, uro og klimaforandringer.

Foto: Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix ©

Burkina Faso, som er et af verdens fattigste lande, ligger i hjertet af Sahelregionen i Vestafrika. Kronprinsessen besøgte senest landet for fem år siden, og Hendes Kongelige Højhed kunne ved det aktuelle besøg opleve, hvordan de i forvejen svære levevilkår er blevet sat yderligere under pres af klimaforandringer og konsekvenserne af COVID 19-pandemien.

Konflikt, usikkerhed og klimaforandringer har i Burkina Faso medført en af verdens hurtigst voksende fordrivelseskriser, hvilket betyder, at 1,4 millioner mennesker – svarende til 7 % af befolkningen – lever som internt fordrevne i landet.

Danmark har gennem 25 år haft et tæt samarbejde med Burkina Faso. I tråd med Danmarks udviklingspolitiske prioriteter er seksuel og reproduktiv sundhed (SRSR) et centralt fokusområde i det danske engagement i Burkina Faso. Ligeledes indgår klimatilpasning i den danske indsats i landet.

Undervejs på turen oplevede Kronprinsessen en række danskstøttede tiltag inden for SRSR og klimatilpasning, og Hendes Kongelige Højhed fik også lejlighed til at møde nogle af Danmarks partnere i landet, herunder FN’s Befolkningsfond (UNFPA), UNICEF, International Planned Parenthood Federation (IPPF) og Marie Stopes International.