H.K.H. Kronprinsessen på dansk fremstød i Texas

Den 10.-13. marts 2019 rejser Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen til byerne Austin og Houston i delstaten Texas, USA. Her vil Kronprinsessen først deltage i et større dansk fremstød for de kulturelle og kreative erhverv på festivalen South by South West (SXSW) i Austin. Efterfølgende rejser Kronprinsessen til Houston, hvor danske virksomheder vil fremvise løsninger inden for grøn energi og life science. Kulturminister Mette Bock vil ledsage Kronprinsessen.

Kronprinsessen indleder sit besøg i Texas på SXSW i Austin, der er en af verdens mest betydningsfulde festivaler inden for musik, tech, film, gastronomi og kunst. Hvert år besøger mere end 280.000 gæster SXSW, og i år får festivalen et markant dansk aftryk. Kronprinsessen står i spidsen for den danske kulturindsats, der fokuserer på nordiske værdier og kompetencer inden for innovation og kreative erhverv. På festivalen vil Kronprinsessen besøge flere af de danske stande, der i år er samlet i House of Scandinavia. Fremstødet er et led i et flerårigt dansk kulturfremstød i USA, som Udenrigsministeriet og Kulturministeriet står bag. Hendes Kongelige Højhed var sidste år med til at lancere fremstødet, der skal styrke dansk kunst og kultur i hele USA. Lanceringen fandt sted i Seattle, hvor Kronprinsessen var æresgæst og sammen med repræsentanter fra de øvrige nordiske lande deltog i åbningen af Nordic Museum.  

I USA’s fjerdestørste by, Houston, vil Kronprinsessen deltage i flere programpunkter, hvor temaet er grøn energi og life science. Houston, der er kendt for olieindustrien, gennemgår i disse år en omstilling med fokus på grøn energi, og ved en konference om grøn energi og verdens klimaudfordringer vil Kronprinsessen holde tale. Efterfølgende besøger Kronprinsessen verdens største hospitalskompleks med flere end 100.000 medarbejdere. Her vil Hendes Kongelige Højhed være med til at lancere et samarbejde inden for life science mellem Texas og Danmark. Derudover åbner Kronprinsessen i Houston en dansk smykkeudstilling på Houston Center for Contemporary Craft og deltager som æresgæst ved en gallamiddag arrangeret af generalkonsulatet i Houston og ambassaden i Washington, D.C.

Det fulde program offentliggøres senere.