H.K.H. Prinsesse Marie besøger Kenya og Sydafrika

Udenrigsministeriet har vurderet de udenrigs- og sikkerhedspolitiske hensyn omkring det tidspunkt, hvor Prinsesse Maries rejse med AIDS-Fondet til Kenya var planlagt, og har på den baggrund anbefalet Kongehuset at undgå en rejse til Kenya i den pågældende periode. AIDS-Fondet har besluttet at aflyse den planlagte rejse til Kenya og Sydafrika, der forventes gennemført på et senere tidspunkt.
H.K.H. Prinsesse Marie besøger som protektor for AIDS-Fondet Kenya og Sydafrika den 10.-13. september 2013.
Formålet med besøget er at sætte fokus på de projekter til bekæmpelse af hiv og aids i udviklingslande, som AIDS-Fondet støtter, herunder forskning i nye metoder til at forebygge hiv, samt hjælp til kvindelige sexarbejdere i Nairobis slum. Prinsessen vil være ledsaget af AIDS-Fondets direktør, Henriette Laursen på rejsen.
Under besøget vil Prinsessen besøge to non-profit forskningscentre. Det ene i Kenya, hvor der bliver forsket i udvikling af en hiv-vaccine og et andet i Sydafrika, hvor der forskes i udvikling af en såkaldt mikrobicide, der er en kvindekontrolleret metode til at forebygge hiv. Prinsessen vil under besøget møde lokale forskere, sundhedspersonale, frivillige og få indsigt i, hvordan forskningen bidrager til vækst, arbejdspladser og udvikling af sundhedssystemer. Prinsessen vil desuden møde nogle af de befolkningsgrupper, der er hårdest ramt af hiv og aids.
I Kenya besøger Prinsessen tillige AIDS-Fondets partner-organisation, der hjælper kvindelige sexarbejdere i Nairobis slum. Kvinderne har høj risiko for hiv og aids, og AIDS-Fondets støtter kvinderne med rentefrie mikrolån, uddannelse og kapacitetopbygning. Prinsessen vil møde hiv-smittede kvinder, der har fået hjælp til at starte en forretning som alternativ til prostitution, samt unge piger, der er under uddannelse til frisører.
Hiv og aids i AfrikaAfrika syd for Sahara er den region i verden, der er hårdest ramt af hiv og aids. På trods af, at færre nu smittes med hiv, bliver 1.8 millioner mennesker stadig smittet med hiv hvert år i det sydlige Afrika og 1.2 millioner mennesker dør af aids.
Læs mere på AIDS-fondets hjemmeside.
PresseinformationYderligere oplysninger
AIDS-Fondet: Ida Brix, ida@aidsfondet.dk, tlf.: 2628 6553.
Kongehuset: Kommunikations- og pressechef Lene Balleby, lb@kongehuset.dk, tlf.: 33 40 25 29
Pressedeltagelse
Der vil være et begrænset antal pladser til pressen på rejsen, deadline for tilmelding er den 5. august.
Interesserede skal henvende sig til Ida Brix, AIDS-Fondet.