H.K.H. Prinsesse Marie påtager sig to nye protektioner og et nyt æreshverv

H.K.H. Prinsesse Marie har sagt ja til at blive protektor for "Alliance Française i Danmark" og "Le Souvenir Français - Den Danske Komité". Samtidig bliver Prinsessen ærespræsident for "Den Danske Sektion på Lycée International".

H.K.H. Prinsesse Marie Foto: Steen Brogaard ©

Foreningen "Alliance Française i Danmark" ønsker at fremme fransk sprog og kultur samt at øge kendskabet til Frankrig i Danmark. "Alliance Française i Danmark" arrangerer aktiviteter om blandt andet fransktalende områder, fransk historie og politik. Foreningen har været til stede i Danmark siden 1884 og har lokale afdelinger i hele landet.

"Le Souvenir Français" blev grundlagt i 1887, og har til formål at vedligeholde franske soldatergrave i Frankrig og i udlandet samt bevare mindet om de soldater, der døde for Frankrig. Den danske komité af organisationen har varetaget disse opgaver siden 1920'erne.

"Den Danske Sektion på Lycée International" i Saint Germain-en-Laye, Frankrig, tilbyder skolegang med danskundervisning seks timer om ugen. Gennem undervisningen udvikles elevernes danske sprog og viden om dansk kultur, samfund og historie. 

Prinsesse Marie har overtaget de to protektioner og æreshvervet efter Prins Henrik.