H.M. Dronningen besøger Grønland

H.M. Dronningen aflægger officielt besøg i Grønland i dagene 8.-12. oktober 2021.

Ilulissat. Foto: Judith Betak ©

Efter indbydelse fra formanden for Naalakkersuisut Múte B. Egede aflægger Hendes Majestæt Dronningen besøg i Grønland i dagene 8. til 12. oktober 2021. Oprindeligt skulle Dronningen have besøgt Grønland i juli og august i år, men besøget blev udsat på grund af en række smitteudbrud af COVID-19 i det grønlandske samfund. I stedet gennemføres Dronningens besøg nu i oktober og finder sted i Ilulissat, Nuuk, Pituffik og Station Nord.

I Ilulissat ved Diskobugten vil Dronningen blandt andet besøge det nyindviede Ilulissat Isfjordscenter, der formidler den omkringliggende arktiske natur, der er på UNESCO’s verdensarvsliste. Ilulissat er samtidig fødeby for polarforsker og forfatter Knud Rasmussen, der i 1921 var ekspeditionsleder for den 5. Thule-ekspedition. Dronningen markerer 100-året for den berømte ekspedition ved blandt andet at besøge Knud Rasmussens fødehjem i Ilulissat. 

I hovedstaden Nuuk er Naalakkersuisut vært ved en gallamiddag for Dronningen, og i Hans Egede Kirke vil Dronningen deltage i bispevielse af Grønlands Stifts nye biskop, Paneeraq Siegstad Munk. Dronningens besøg i Grønland finder sted i 100-året for det første kongebesøg i landet. I 1921 var det Dronningens farfar, Christian 10., der som den første danske monark besøgte landet, og i Nuuk vil Dronningen markere 100-året for Kongebesøget flere steder. Desuden vil Dronningen deltage i et arrangement på Grønlands Universitet Ilisimatusarfik i anledning af 300-året for Hans Egedes ankomst til Grønland.

Dronningens besøg slutter i Nordgrønland med privat besøg ved Thule Air Base i Pituffik samt på Station Nord.