H.M. Dronningen besøger Tarquinia med fokus på arkæologi

I byen Tarquinia nordvest for Rom vil H.M. Dronningen den 28. oktober 2017 vende tilbage til det antikke landskab Etrurien.

Foto: Det Danske Institut ©

I slutningen af 1950’erne var Dronningen som ung Prinsesse på udgravningsferier i Etrurien med sin morfar, den svenske Kong Gustav VI Adolf. Sammen delte Kongen og Prinsessen interessen for arkæologi, som senere førte senere til, at Dronningen fulgte studier i arkæologi (Diploma in Prehistoric Archaeology) ved University of Cambridge i perioden 1960-1961.

I Tarquinia findes flere etruskiske arkæologiske seværdigheder, og byen er optaget på UNESCOs verdensarvliste. Under besøget i Tarquinia vil Dronningen blandt andet besøge byens middelalderlige rådhus Palazzo Comunale. Her bliver Dronningen modtaget af borgmesteren i Tarquinia og besigtiger efterfølgende freskerne i den gamle rådssal. Freskerne er et eksempel på brug af antik mytologi og udvalgte historiske begivenheder i skabelsen af byidentiteten.

Senere på dagen besøger Dronningen det arkæologiske museum Museo Nazionale Etrusco, der indeholder de vigtigste fund fra den etruskiske nekropol uden for Tarquinia. Her vil Dronningen få forevist fund fra både ældre og nyere udgravninger i området. Dagens besøg i Tarquinia afsluttes ved den etruskiske nekropol, antikkens gravplads, der ligger uden for byen.

Den 26.-29. oktober 2017 besøger Dronningen Rom, Italien, i forbindelse med fejringen af 50-året for Det Danske Instituts bygning.