H.M. Dronningen portrætteret på nyt historiemaleri

H.M. Dronningen er portrætteret på et nyt historiemaleri til Den Kongelige Livgarde, som kunstmaler Mathilde Fenger har lavet. Maleriet blev afsløret for Dronningen i forbindelse med overrækkelsen af ’Dronningens Ur’ onsdag den 9. marts 2016.

Foto: Olav Vibild ©

Maleriet hedder ”For Konge og Folk – H.M. Dronning Margrethe 2. inspicerer 1. Livgardebataljon ved årsdagsparade på Rosenborg Eksercerplads, 2015” og indgår som udsmykning af Den Kongelige Livgardes officersmesse på Livgardens Kaserne i København.

Maleriet tager udgangspunkt i året for Dronningens 75-års fødselsdag og Livgardens 357. årsdagsparade, og det skildrer det særlige forhold, som Kongehuset har haft til Den Kongelige Livgarde siden Frederik den 3.s oprettelse af Livgarden i 1658.