H.M. Dronningen skaber scenografi og kostumer til spillefilmen ”Ehrengard”

Når den kommende spillefilm ”Ehrengard” får premiere, er det H.M. Dronningen, som står bag filmens scenografi og kostumer.

Foto: Jacob Jørgensen, JJ Film ©

”Ehrengard” er baseret på Karen Blixens fortælling om kærlighed og intriger, og filmen er instruereret af Bille August.

”Jeg har forsøgt at fortolke Blixens fantastiske univers i udviklingen af découpagerne og kostumerne, og jeg glæder mig til at se fortællingen om Ehrengard komme til live i filmen,” fortæller Dronningen om sit arbejde med ”Ehrengard”, som er baseret på et af Karen Blixens sidste værker.

Majestæten har siden begyndelsen af 1990’erne været optaget af découpage-teknikken, hvor udklip fra bøger og blade limes sammen til nye motiver. Metoden har Dronningen anvendt til kulisser til filmatiseringen af nogle af H.C. Andersens kendte eventyr, blandt andet Snedronningen i 2000 og De Vilde Svaner i 2009. På baggrund af sit mangeårige virke som scenograf i dansk film, tv og teater er Dronningen æresmedlem i Sammenslutningen af Danske Scenografer.

Manuskriptforfatteren bag ”Ehrengard” er Anders August, SF Studios er producer, og projektet er udviklet af Jacob Jørgensen og JJ Film. Filmen får international premiere på Netflix i 2023.