H.M. Dronningen uddelte nystiftet videnskabspris

For første gang uddelte Dronningen onsdag den 20. april 2016 "Dronning Margrethe II's Videnskabspris". Prisen gik til professor Jens-Christian Svenning fra Aarhus Universitet for hans forskning i geografisk økologi.

Dronningen overrækker prisen til professor Jens-Christian Svenning. Foto: Lars Svankjær ©

På Dronningens 75-års fødselsdag sidste år indstiftede Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab "Dronning Margrethe II's Videnskabspris". Den første pris blev uddelt af Dronningen den 20. april 2016 og gik til professor Jens-Christian Svenning fra Aarhus Universitet.

I sin forskning har Jens-Christian Svenning bidraget til ny viden om samspillet mellem klima og biologisk mangfoldighed. Særligt har hans forskning af klimaforandringer i tidligere tider været med til at ændre forståelsen af fremtidens klimascenarier og hvilke konsekvenser de kan få for klodens biodiversitet. Det er bl.a. på baggrund af disse resultater, at Jens-Christian Svenning er blevet tildelt den nystiftede videnskabspris.

Dronningen er protektor for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, der er med til at styrke videnskabens stilling i Danmark. Derudover fungerer Selskabet som et mødested for forskere i hele landet, og "Dronning Margrethe II's Videnskabspris" er med til at tydeliggøre deres forskning.