H.M. Dronningens julepynt

Fra i dag og frem til juleaften vises et stykke af Hendes Majestæt Dronningens private julepynt frem på Kongehusets Instagramprofil.   

H.M. Dronningen pynter juletræet på Marselisborg Slot i december 2016. Hver dag frem til juleaften vil der blive åbnet en ”låge” på Kongehusets Instagramprofil med billeder af Dronningens julepynt. Foto: Keld Navntoft © Kongehuset

Gennem årene har Dronningen lavet nyt julepynt i dagene op til jul, og det er blevet til både en julekrybbe, engle som dekorationer, bordkort, nisser, hjerter samt broderede julekalendere til børnebørnene. Pynten har hængt på Marselisborg Slot og Fredensborg Slot, hvor Dronningen og den kongelige familie har tradition for at tilbringe julen. 

Det er første gang, at Dronningen viser sit private julepynt frem, og julekalenderen på Kongehusets Instagramprofil vil vise detaljebilleder af pynten med citater fra julens salmer, sange og historier.  

Julekalenderen kan følges på @detdanskekongehus frem til juleaften.