Kongehusets officielle jagter 2025
Året afrundes traditionen tro med en række Kongejagter, som H.M. Kongen i 2025 afholder i Klosterheden mellem Holstebro og Lemvig, i Gribskov i Nordsjælland samt i det sønderjyske Frøslev.
 
        Kongejagterne er Kongehusets officielle jagter, som finder sted i jagtsæsonen fra 1. oktober til midten af januar i de danske statsskove. Kongen træffer beslutning om, hvor jagterne skal finde sted efter oplæg fra den kongelige jægermester, som er Majestætens forbindelsesled til statsskovvæsenet.
Kongejagternes historie går tilbage til 1600-tallet, hvor de danske konger begyndte at anvende større skovområder som kongelige jagtrevirer.
Med tiden ændrede jagternes karakter sig. Fra at være et tegn på kongelig pragt og myndighed udviklede de sig til et symbol på fællesskab, naturpleje og tradition. I dag gennemføres kongejagterne som almindelige drivjagter i statsskovene med hensyn til natur og vildtbestande.
Gæstelisten for de enkelte jagter offentliggøres på dagen for jagten.
Kongejagterne indledes med parole og fælles orientering om dagens forløb, hvorefter deltagerne ønsker hinanden en god jagt.
Ved kongejagten i Gribskov er Kongeparret efterfølgende værter ved et jagttaffel.
Kommende Kongejagter
Torsdag den 6. november 2025: Klosterheden 
Onsdag den 19. november 2025: Gribskov
Torsdag den 11. december 2025: Frøslev
 
         
        