Kronprinsessen lancerer som protektor Maternity Worldwides kampagne "Red en mors liv på Mors Dag"

Kronprinsessen ved åbningen af Maternity Worldwides udstilling "Saving Lives in Childbirth" i Museumsbygningen i København torsdag den 7. maj 2009.
Kronprinsessen ved åbningen af Maternity Worldwides udstilling "Saving Lives in Childbirth" i Museumsbygningen i København torsdag den 7. maj 2009. Foto: Klavs Bo Christensen, Scanpix

I sin egenskab af protektor markerer H.K.H. Kronprinsessen i dag Maternity Worldwides kampagne ”Red en mors liv på Mors Dag” i Fritz Hansens Showroom i København.

Kronprinsessen har siden 2010 været protektor for den danske udviklingsbistandsorganisation, der nu i seks år har arbejdet for at redde kvinder og børns liv i forbindelse med graviditet og fødsel i Etiopien. Etiopien er et af verdens fattigste lande, og dødeligheden blandt kvinder i forbindelse med graviditet og fødsel er en af de højeste i verden. Dødsfald der med den rigtige indsats kan forebygges.

For sjette år i træk lancerer Maternity Worldwide kampagnen ”Red en mors liv på Mors Dag”, hvor danskere landet over har mulighed for at støtte Maternity Worldwides arbejde. I år er fokus rettet mod organisationens kommende 4-årige projekt, "Wired Mothers in Ethiopia”. Projektet udnytter telerevolutionen på det afrikanske kontinent til at anvende helt nye og innovative muligheder for at nå de fattigste kvinder og de fjerneste distrikter via mobiltelefoner. Projektets overordnede formål er i tråd med Maternity Worldwides vision om, at det ikke må koste liv at give liv. Hverken for mødre eller for nyfødte.  

Årets Mors Dag-gave er et mobiltelefoncover til iPhone 4/4 S, designet af manden bag Hummel og Company Karma, Christian Stadil. Hele overskuddet går til Maternity Worldwides projekter.

YDERLIGERE OPLYSNINGER

Læs mere om kampagnen og Maternity Worldwides arbejde her. 

PRESSEINFORMATION

Pressekontakt:

Mia Schmidt, e-mail: mia@mww.dk, tlf: 27 20 50 00