Kronprinsessen protektor for tvillingregistre

H.K.H. Kronprinsessen har sagt ja til at blive protektor for de to tvillingregistre "Australsk Tvillingregister" og "Dansk Tvillingregister", der er en forskningsenhed under Syddansk Universitet.
De to registre forsker i Danmark og i Australien i tvillinger for at undersøge, hvilken indflydelse arv og miljø har på vores liv og helbred. Både det danske og det australske register benyttes som ressourcer i forbindelse med især sundhedsvidenskabelig forskning i bl.a. helbred, sygdomme, levetid og aldring.
Australsk Tvillingregister er fra 1981 og har data fra ca. 66.000 tvillinger. Dansk Tvillingregister er med sine snart 60 års forskning verdens ældste landsdækkende tvillingregister. Registret rummer data fra over 170.000 tvillinger og omfatter næsten alle tvillinger født i Danmark siden 1870.
Kronprinsessens første officielle deltagelse som protektor for tvillingregistrene bliver den 15. januar 2013, hvor Kronprinsessen vil deltage i et seminar på Syddansk Universitet i Odense, som de to tvillingeregistre arrangerer. Her vil Kronprinsessen og 150 inviterede fynske tvillingepar bl.a. høre udvalgte forskningsresultater.