Lions Prisen 2016

Tirsdag den 28. juni 2016 uddelte H.K.H. Prins Henrik Lions Prisen 2016 på Kongeskibet Danneborg, som ligger til kaj i Aarhus Havn.

H.K.H. Prins Henrik sammen med modtagerne af Lions Prisen 2016. Foto: Miguel Mielgo ©

Lions Prisen uddeles af Lions Danmark, som er en privat hjælpeorganisation, der støtter humanitære formål. Organisationen består af lokale klubber med frivillige personer, der arrangerer aktiviteter, hvor overskuddet går til humanitære og kulturelle formål. Prisen uddeles hvert år i juni, og det er de lokale klubber, som indstiller prismodtagerne. Under prisuddelingen holdt Prins Henrik tale og overrakte derefter Lions Prisen 2016 til Færøernes Børnehjem i Torshavn og Forældreforeningen VI HAR MISTET ET BARN.

Børnehjemmet i Torshavn arbejder med børn, som har været udsat for omsorgssvigt. Med Lions Prisen på 400.000 kr. skal der etableres en sansehave, der kan medvirke til at udvikle børnenes motoriske og følelsesmæssige evner.  Forældreforeningen VI HAR MISTET ET BARN modtager 200.000 kr., som skal bruges til etableringen af et landsdækkende netværk af sorggrupper.

Lions Danmark er en del af Lions Clubs International, som er en af verdens største private hjælpeorganisationer. Lions Danmark blev grundlagt i 1950, og i dag er der ca. 313 klubber med ca. 6000 medlemmer.

Prins Henrik er protektor for Lions Danmark.