Livgarden nytårsaften 2016
Når H.M. Dronningen den 31. december 2016 afholder nytårstale fra Christian IX's Palæ, Amalienborg, vil Livgardens traditionsrige æresbevisning finde sted på Amalienborg Slotsplads.

Livgarden på Amalienborg nytårsaften
Foto: Thomas Sjørup, Ritzau Scanpix ©
Den Kongelige Livgardes æresbevisning påbegyndes umiddelbart inden nytårstalen, hvor vagten træder til gevær og står trådt an med fane og to tambourer, mens talen afholdes. Efter Dronningens nytårstale afspilles ”Kong Christian stod ved højen mast”. Livgarden præsenterer gevær, der saluteres og fanen fældes.
Amalienborg Slotsplads vil i forbindelse med nytårstalen være åben for publikum, og der vil være opsat storskærm ved DR med transmission af nytårstalen.