Mary Fonden og Red Barnets Fri for Mobberi Børnestafet 2021

Mary Fonden og Red Barnets fælles løb mod mobning, Fri for Mobberi Børnestafetten, afholdes i år for første gang i fire danske byer. Formålet med Fri for Mobberi Børnestafetten er at skabe opmærksom omkring mobning og trivsel ved at sætte fokus på gode børnefællesskaber og kampen mod mobning.

Fri for Mobberi Børnestafetten i 2019. Foto: Jakob Carlsen ©

Fri for Mobberi Børnestafetten er et årligt børneløb mod mobning for de 0-9-årige, der skal illustrere, at en stafet, ligesom kampen mod mobning, kræver samarbejde. Siden 2008 har flere tusinde børn deltaget i løbet, og i år bliver det igen muligt for børn i København at løbe med i stafetten, mens børneløbet for første gang besøger Rønne, Esbjerg og Odense.

Børnestafetten skydes i gang i København den 7. august og fortsætter i Rønne den 8. august, i Esbjerg den 9. august og i Odense den 10. august. Børnene løber i grupper med en lille Bamseven som stafet, som de afleverer ved målstregen, og alle får en medalje.

Bamseven er antimobbeprogrammet Fri for Mobberis lilla bamse-maskot, som bruges i det pædagogiske arbejde i vuggestuer, dagplejer, børnehaver, SFO'er og de mindste skoleklasser. Programmet er udviklet til at forebygge mobning og skabe stærke fællesskaber blandt børn i alderen 0-9 år og består af en kuffert med konkrete pædagogiske redskaber til at håndtere mobning og mistrivsel, ligesom materialet indeholder råd og information til forældre og fagfolk. 

Fri for Mobberi Børnestafetten kunne ikke afvikles på sædvanlig vis i 2020 som følge af situationen vedrørende COVID-19. Men mange børn løb i stedet sammen med deres forældre og søskende i parker, haver og på villaveje. I år afholdes alle løb efter myndighedernes gældende COVID-19-retningslinjer.

Læs mere om Mary Fonden og Fri for Mobberi.