Mary Fonden støtter Bydelsmødre

Mary Fonden støtter Bydelsmødrene med 250.000 kroner.

Arkivfoto: H.K.H. Kronprinsessen besøgte i november 2017 Bydelsmødre i København. Foto: Fonden for Socialt Ansvar ©

Hvert år uddeles Mary Fondens årlige donation til et projekt eller en organisation, som har vist særligt potentiale. Mary Fondens årlige donation går i 2017 til Bydelsmødrene, der primært er kvinder med minoritetsbaggrund, som gerne vil hjælpe kvinder som dem selv i deres lokalområde. Hjælpen består i at skabe forståelse for danske forhold og støtte kvinder og deres familier til at tage del i det danske samfund.

I november 2017 besøgte H.K.H. Kronprinsessen organisationen Bydelsmødre i København. Under besøget hørte Kronprinsessen bydelsmødre fortælle om deres arbejde og erfaringer med at støtte andre kvinder.

I forbindelse med Mary Fondens særlige donation i 2017 udtaler Kronprinsessen:
”Jeg besøgte for kort tid siden Bydelsmødrene, og jeg blev dybt imponeret over kvindernes forandringshistorier. Nogle af kvinderne har levet et meget isoleret liv, men i mødet med Bydelsmødrene oplever de, at døren til samfundet langsomt åbner sig. De får forståelse for og nye forudsætninger for at indgå i fællesskabet. De bliver fx opmærksomme på, hvorfor det er vigtigt, at de og deres børn deltager i legegrupper eller skolearrangementer, og den viden giver dem en tryghed og lyst til at være med.”

Bydelsmødrenes Landsorganisation er en privat organisation etableret under Fonden for Socialt Ansvar. Bydelsmødre samarbejder med en række aktører, herunder Udlændinge- og Integrationsministeriet og Rådet for Etniske Minoriteter.

Læs mere om donationen.