Mary Fonden støtter flygtninge i Jordan
Mary Fonden støtter Dansk Flygtningehjælps indsats for at hjælpe flygtninge i Jordan med 250.000 kroner.

I august 2013 besøgte H.K.H. Kronprinsessen en flygtningelejr i Jordan sammen med daværende udviklingsminister Christian Friis Bach og Dansk Flygtningehjælp. Under besøget så Kronprinsessen, hvordan flygtninge fra den syriske borgerkrig levede i flygtningelejren. Derudover så Kronprinsessen den nødhjælpsindsats interesseorganisationer og lejren ydede.
Mary Fondens årlige donation går til Community Centres, en form for medborgerhuse, hvor flygtninge og lokale mødes. Centrene, der især benyttes af kvinder og børn, skal bidrage til at styrke integration og fælleskaber, derudover skal de yde støtte til det enkelte individ. I centrene er der forskellige aktiviteter, der spænder fra psykosocial støtte og konflikthåndtering, over undervisning i blandt andet læsning og matematik, samt sportsaktiviteter og filmaftener. Centrene drives af Dansk Flygtningehjælp.
I forbindelse med Mary Fondens særlige donation i 2016 udtaler Kronprinsessen:
”Flygtningekrisen er en af verdens største globale udfordringer. Antallet af mennesker på flugt og kompleksiteten forbundet med flygtninges situation gør, at lejrene får en mere permanent karakter, og at flere flygtninge bosættes i de lokale samfund. Hjælpearbejdet er nødt til at tilpasse sig disse forhold, og det har Dansk Flygtningehjælp formået med deres indsats. Ved at lade Mary Fondens årlige donation gå til arbejdet i Dansk Flygtningehjælps Community Centres støtter vi de fremsynede løsninger, samtidig med at vi sender et signal om, at vi støtter op om vigtigheden af de mange flygtninges fremtid – deres drømme og håb,”
Jordan er med 600.000 registrerede flygtninge, det land i verden med forholdsvist næstflest flygtninge.
Læs mere om donationen.