Mary Fonden støtter piger i Burkina Faso

Mary Fondens særlige donation går i år til Gisèle Kambou-centeret, der hjælper piger og kvinder i Burkina Faso.

Foto: Stine Heilmann ©

Som formand for Mary Fonden uddeler H.K.H. Kronprinsessen hvert år fondens særlige donation til et projekt eller en organisation, som har vist særligt potentiale, og som flugter med fondens formål. I år ønsker Hendes Kongelige Højhed med donationen til Gisèle Kambou-centeret at bidrage til, at flere piger sikres adgang til en uddannelse og dermed en bedre fremtid.

Tidligere på året besøgte Hendes Kongelige Højhed Gisèle Kambou-centeret under en rejse til Burkina Faso, der havde til formål at sætte fokus på pigers og kvinders sundhed og rettigheder i en region præget af fattigdom, uro og klimaforandringer. Centeret, der blev etableret i 2005, er blandt andet støttet af UNICEF og har lokale afdelinger i syv af Burkina Fasos 13 regioner. Centeret tilbyder blandt andet primær sundhedspleje til mødre og børn og hjælper piger, der har været udsat for voldtægt eller omskæring.

I forbindelse med Mary Fondens særlige donation udtaler Kronprinsessen:
”Piger og unge kvinder i Burkina Faso kæmper med, at deres mest basale rettigheder bliver overtrådt. Det var hjerteskærende at møde piger, der f.eks. lever med daglige smerter og helbredsproblemer, fordi de mod deres vilje er blevet omskåret. Men det giver håb at se, at der er stærke og dygtige organisationer, der giver pigerne en udstrakt hånd og hjælper dem, så godt de kan – bl.a. med at få en uddannelse og adgang til reproduktive sundhedsydelser. Den hjælp, som Gisèle Kambou-centeret giver pigerne, er med til at øge deres chancer for, at de kan få en bedre fremtid og give deres børn bedre vilkår, end dem, de selv har fået. Jeg er virkelig glad for, at vi i Mary Fonden kan gøre det muligt for centeret at give flere piger og kommende mødre adgang til uddannelse for at sikre dem en bedre fremtid. Og så vil jeg gerne sige tak til pigerne for at stå frem og fortælle deres historier”.

Læs mere om donationen på Mary Fondens hjemmeside.

Mary Fondens særlige donation er tidligere gået til blandt andet:

  • Dansk Folkehjælp, der hvert år deler julehjælp ud til enlige forsørgere (300.000 kr.)

  • UNALA, der arbejder med reproduktiv sundhed blandt unge i Indonesien (50.000 USD)

  • Krisecenter for kvinder i Kabul (50.000 USD)

  • Bydelsmødre, Fonden for Socialt Ansvar (250.000 kr.)

  • Dansk Flygtningehjælps arbejde i nærområderne (250.000 kr.)

  • Women Deliver-stipendiater til 14 unge ledere (250.000 kr.)

  • Brothers For Life, Sydafrika (250.000 kr.)

  • Fórum Mulher, Mozambique (250.000 kr.)

  • Orchid Project (50.000 kr.). ”Afrika Nu”-indsamlingen (200.000 kr.)

  • Maternity Worldwide, Etiopien (250.000 kr.)