Ophængning af elefantridderskjold

Foto: Camilla Hey ©️

I forbindelse med det islandske statsbesøg i 2017 blev Islands præsident H.E. Guðni Thorlacius Jóhannesson af H.M. Dronningen tildelt Elefantordenen. I mere end 300 år har det været kutyme, at enhver elefantridder får udført et personligt våbenskjold, som ophænges i Ridderkapellet på Frederiksborg Slot i Hillerød. Mandag den 12. september 2022 blev præsidentens elefantridderskjold afsløret og ophængt ved en ceremoni, hvori både præsidenten og hans hustru deltog.

Foto: Camilla Hey ©️
Foto: Camilla Hey ©️

Ridderskjoldet udføres i dag af den kongelige våbenmaler, som sikrer, at de heraldiske principper følges. Det sker i tæt dialog med elefantridderen.

Våbenets farver er de islandske flagfarver. Den åbne bog henviser til historievidenskaben, universitetsstudierne og præsidentens civile karriere som historiker. Bogen er belagt med en torshammer som en henvisning til styrke, sport og sundhed. Den bølgede deling af skjoldet symboliserer, dels at Islands skæbne er bundet til det omgivende hav, dels at præsidenten har læst og arbejdet ved udenlandske universiteter, og at han fandt sin hustru på den anden side af Atlanterhavet. Ahornbladet henviser til præsidentfruens canadiske ophav. Endelig er der afbildet fem ankre –  et for hvert af præsidentens fem børn.

Præsidentens valgsprog (symbolum) er TIBI IPSI ESTO FIDELIS, der oversættes til "Vær tro mod dig selv."