Overrækkelse af Europa Nostra Prisen 2018

H.K.H. Prins Joachim uddelte den 26. juni 2018 Prins Henriks danske Europa Nostra pris 2018 til Dragør.

H.K.H. Prins Joachim sammen med borgmester i Dragør Kommune Eik Dahl Bidstrup, formand for Dragør Gamle By Hanne Bacher Bendtsen og formand for Europa Nostra Danmark Erik Vind. Foto: Hasse Ferrold ©

Prisoverrækkelsen fandt sted i Christian VIII's Palæ, Amalienborg, hvor Prins Joachim i sin egenskab af protektor for Europa Nostra Danmark forestod overrækkelsen af Prins Henriks danske Europa Nostra Pris 2018. Prisen blev tildelt Dragør, der modtog prisen for deres særlige indsats for bevaring og udvikling af dansk bygnings- og landskabskultur. Det var borgmester i Dragør Kommune Eik Dahl Bidstrup og formand for Dragør Beboerforening Dragør Gamle By Hanne Bacher Bendtsen, der tog imod prisen.

Europa Nostra Danmark er en aktiv bevaringsorganisation, som arbejder i regi af hovedorganisation Europa Nostra, der er placeret i Haag. Fonden arbejder med kulturpleje indenfor både det urbane og landskabsmæssige område samt formidling omkring arkæologiske udgravninger og kunstsamlinger. Hvert år uddeles et legat til en person eller organisation, der har udmærket sig ved at støtte kulturarven i Danmark. 

Europa Nostra har til formål at fremme den arkitektoniske og landskabskulturelle arv, højne standarden indenfor by- og landskabsplanlægning samt fremme kvaliteten indenfor det traditionelle bygningshåndværk.

Europa Nostra Prisen blev i år uddelt for 11. gang. I perioden fra 1990 til 2007 var Prins Henrik præsident for Europa Nostra. Siden var Prins Henrik vært ved de seneste 10 års uddelinger af Prins Henriks Danske Europa Nostra Pris. Årets legatuddeling var den første efter Prinsens død i februar.