Prisuddeling fra H.K.H. Prins Henriks Fond

H.K.H. Prins Henrik uddelte mandag den 30. maj 2016 priser fra 'H.K.H. Prins Henriks Fond' på Fredensborg Slot.

Foto: Hanne Juul, Billed-Bladet ©

Årets priser på 10.000 kr. blev tildelt skuespillerinde Molly Blixt Egelind, Thomas Salil Knudsen og den fransk-amerikanske pianist og komponist Barton Bullock.

Molly Blixt Egelind er uddannet fra skuespillerskolen i Odense og har medvirket i en række teaterstykker og spillefilm. Thomas Salil Knudsen arbejder for børn og unge i nød gennem Charity Baren og Rotarys ungdomsarbejde. Barton Bullock har komponeret ”te deum i Auch” i anledning af restaureringen af en del af domkirken i Auch.

Med priserne fra H.K.H. Prins Henriks Fond støtter Prinsen personer, der har medvirket til at fremme livskvaliteten i samfundet, og som har øget Danmarks anseelse kulturelt og erhvervsmæssigt.

H.K.H. Prins Henriks Fond uddelte første gang priser i 1986. Fondens kapital består af de midler, der indkom til Komiteen til indsamling til en gave til Prins Henriks 50-års fødselsdag i 1984, og fonden kan ikke søges.