Program for besøg i Island

​​​​​​​Omstillingen til bæredygtige energiløsninger er omdrejningspunktet, når H.K.H. Kronprinsen den 12.-13. oktober 2021 står i spidsen for et dansk erhvervsfremstød i Island. I besøget deltager også udenrigsminister Jeppe Kofoed.

Foto: Michaela Rehle, Reuters/Ritzau Scanpix ©

Sammen med en delegation af danske virksomheder og organisationer vil Kronprinsen i midten af oktober besøge den islandske hovedstad Reykjavik. Formålet med besøget er at styrke Danmarks kommercielle samarbejde om grønne løsninger med Island.

Kronprinsparret skulle i november sidste år have stået i spidsen for en større dansk erhvervsdelegation i Nederlandene, men besøget blev som følge af situationen med COVID-19 først udskudt og senere afviklet digitalt. Besøget i Island er således Kronprinsens første fysiske erhvervsfremstød, siden Kronprinsparret besøgte Frankrig tilbage i oktober 2019. Formålet med et erhvervsfremstød er at styrke relationerne mellem Danmark og besøgslandene samt at understøtte danske virksomheders vækst og position på de pågældende markeder.

Program


Tirsdag den 12. oktober

Officiel modtagelse ved præsidentboligen Bessastadir
Kl. 18.30

Kronprinsen ankommer til præsidentboligen Bessastadir og modtages officielt af Islands Præsident Guðni Th. Jóhannesson. 

Under besøget deltager Hans Kongelige Højhed i Præsidentparrets velkomstmiddag med deltagelse af blandt andre udenrigsminister Jeppe Kofod og Danmarks ambassadør i Island Kirsten Geelan samt Islands udenrigsminister Guðlaugur Þór Þórðarson, minister for industri, innovation og turisme Þórdís Gylfadóttir og minister for miljø og naturressourcer Guðmundur Ingi Guðbrandsson. I forbindelse med middagen vil Islands præsident holde en velkomsttale.

Onsdag den 13. oktober

Åbningsceremoni i iværksætterhuset Gróska
Kl. 8.45

Erhvervsfremstødet åbnes ved en officiel åbningsceremoni i erhvervs- og iværksætterhuset Gróska, og Kronprinsen vil blandt andet holde en tale. Hans Kongelige Højhed indleder derefter erhvervsfremstødet ved at hilse på repræsentanter fra den danske erhvervsdelegation, som har taget opstilling i et af iværksætterhusets lokaler.

Læs Kronprinsens tale.

Præsentation af organisationen Green by Iceland
Kl. 9.50

Kronprinsen deltager i præsentation af organisationen Green by Iceland, som udstiller i iværksætterhuset Gróska. Green by Island er en organisation, der arbejder for, at erhvervslivet og den islandske regering når landets mål om CO2 -neutralitet i 2040.

Ved udstillingen byder direktør for Green by Iceland Eggert Gudmundsson velkommen til en samtale om status på den grønne omstilling i Island, og hvordan organisationen Green By Iceland er blevet til efter inspiration fra Danmark.

Rundvisning hos forsyningsselskabet Orkuveita Reykjavikur
Kl. 10.45

Kronprinsen modtages af bestyrelsesformand for Reykjavik Energy Brynhildur Davidsdóttir og bliver præsenteret for virksomhederne CarbFix og ON Power. Derefter får Hans Kongelige Højhed en rundvisning i området af administrerende direktør for virksomheden CarbFix Edda Aradóttir.

Paneldebat med danske og islandske virksomheder
Kl. 11.15

Efter rundvisningen overværer Kronprinsen en paneldebat om PtX-løsninger, der handler om at udnytte Danmarks vedvarende energi i den grønne omstilling. 

Paneldebatten er med deltagelse af danske og islandske virksomheder, og ordstyren er direktør Finn Mortensen fra organisationen State of Green Danmark, som Hans Kongelige Højhed er protektor for. Arrangementet finder sted hos Reykjavik Energy.

Fremvisning af Carbon Capture-udstilling
Kl. 12.15

Kronprinsen vil få præsenteret Carbon Capture-udstillingen, der viser virksomheden CarbFixs arbejde med at forvandle CO2 til underjordiske sten og om samarbejdet med danske virksomheder. 

CarbFix startede som et projekt tilbage i 2006 og blev formelt stiftet i et samarbejde mellem Reykjavik Energy, Islands universitet, The French National Centre for Scientific Research og Earth Institute ved Columbia University.

Klimamøde i Ministeriet for Industri og Innovation
Kl. 13.15

Kronprinsen deltager i et møde om offentlige-private partnerskaber inden for energisektoren med Islands minister for industri, innovation og turisme Þórdís Gylfadóttir og minister for miljø og naturressourcer Guðmundur Ingi Guðbrandsson som værter. 

Hans Kongelige Højhed overværer ministrenes præsentation af Islands prioriteter på klimaområdet og samspillet med den private sektor i Ministeriet for Industri og Innovations auditorium.

Rundvisning på inspektionsskib ved Arktisk Kommando
Kl. 14.50

I Reykjaviks havn ligger et af Arktisk Kommandos inspektionsskibe, hvor Kronprinsen deltager i en rundvisning af kommandørkaptajn Niels Pind og kommandør Gorm Bergqvist.

Under rundvisningen får Hans Kongelige Højhed en orientering om Arktisk Kommandos opgaveløsning i Arktis og Nordatlanten, samarbejdet med Island samt Forsvarets bæredygtighedstiltag under overskriften ”Grønt Forsvar”.

Reception på Danmarks ambassade i Reykjavik
Kl. 16.55

Besøget i Island afsluttes med en reception på Danmarks ambassade i Reykjavik med ambassadør Kirsten Geelan som vært med deltagelse af Kronprinsen, det islandske Præsidentpar, Danmarks og Islands udenrigsministre med flere.