Festgudstjenesten forestås af prædikant Biskop over Københavns stift Peter Skov-Jakobsen og liturg Kgl. Konfessionarius, biskop Erik Norman Svendsen.

Ved orglet:
Slotskirkens organist Jakob Lorentzen.

Medvirkende:
Københavns Drengekor, Det Kongelige Kantori, under
ledelse af domkantor Ebbe Munk, Holmens Vokalensemble
og medlemmer af Den Kongelige Livgardes Messingensemble.

Når Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelige
Højhed Prinsgemalen træder ind i kirken, spilles The
Emperors Fanfare af Antonio Soler.

INTROITUS
Giovanni Pierluigi da Palestrina: Sicut Servus

INDGANGSBØN

MENIGHEDEN SYNGER
Mel.: Thorvald Aagaard, 1909

Lovsynger Herren, min mund og mit indre!
Sjungende, hjerte, tag Ånden i favn!
Tonerne spille, som stjernerne tindre,
trindt om Jehovas højhellige navn!

Sjæl, kom i hu, at Guds pris du forkynder
tidlig og sent, for han evig er god,
han, som forlader i skok dine synder,
råder på al din elendighed bod.

Løskøbt har han dig blandt Helvedes fanger,
kranser dig yndig, som kongen sin ven,
skænker dig alt, hvad dit hjerte forlanger,
sol-fuglen lig bliver ung du igen.

Højt, som til himlen der findes fra jorden,
vokse vor Herre lod nåden i hast.
Langt, som fra syden der måles til norden,
skilte fra os han vor skam og vor last.

Faderen tager vel barnet til nåde,
så tager trælbårne syndere du,
Gud! for du kender vor skabelses gåde,
støvtråde-værket du kommer i hu.

Menneskeliv er som græssets i enge,
blomsten vi ligne fra isse til fod,
stormene hvine, og bladene hænge
visnet, man ved ikke mer, hvor den stod!

Evigheds-blomst derimod er din nåde,
fryder dem alle, som frygte din magt,
bliver end sent deres afkom til både,
som holde hart ved dit bud og din pagt.

Herren, vor Herre, han troner i Himlen
enevoldskonge er han over alt.
Stjernerne lig er om højsædet vrimlen,
høvdingeskaren, blandt tjenere talt.

Lover ham, engle! som herlig udretter
ærinde hans, alt som ordene lød.
Priser ham, kræfter! som fluks iværksætter,
hvad med et vink kun den vældige bød!

Lovsynger Herren, hans værker i klynge,
verdener alle! thi riget er hans.
Glæd dig, min sjæl! til for evig at synge
Skaberens pris, hvor han troner i glans!

SALUTATION OG BØN

Præst: Herren være med jer!
Menighed: Og med din ånd
Præst: Lad os alle bede

Almægtige, evige Gud!
Vi beder dig, at du vil se i nåde til vor skrøbelighed
og udrække din vældige hånd til at skærme os imod alt ondt.
Forlad os alle vore synder, og styrk os i troen på,
at dit ord er mægtigt til at gøre alt, hvad dig behager
og til at give os arv iblandt alle de hellige i Himmeriget
ved din elskede Søn, Jesus Kristus, vor Herre,
som med dig lever og regerer i Helligånds enhed,
én sand Gud fra evighed og til evighed.

Menighed: Amen

EPISTELLÆSNING

Epistlen skriver apostlen Johannes i sit første brev:

Og nu, kære børn, bliv i ham for at vi kan have
frimodighed, når han åbenbares, og ikke skal stå med
skam over for ham ved hans genkomst. Når I ved, at
han er retfærdig, forstår I, at enhver, som gør
retfærdigheden, er født af ham.
Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes
Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os,
fordi den ikke kender ham. Mine kære, vi er Guds
børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal
blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive
ligesom han, for vi skal se ham, som han er. Enhver,
som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han
er ren.

DEN NIKÆNSKE TROSBEKENDELSE

Vi tror på én Gud, den almægtige Fader,
himmelens og jordens,
alt det synliges og usynliges skaber.

Og på én Herre,
Jesus Kristus, Guds enbårne Søn,
som er født af Faderen før alle tider,
Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud,
født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen,
ved hvem alt er skabt,
som for os mennesker og for vor frelse
steg ned fra himlene
og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria
og blev menneske,
som også blev korsfæstet for os
under Pontius Pilatus,
blev pint og begravet
og opstod på tredje dagen ifølge skrift erne
og opfor til himmels,
sidder ved Faderens højre hånd
og skal komme igen i herlighed
for at dømme levende og døde,
og der skal ikke være ende på hans rige.
Og på Helligånden, som er Herre, og som levendegør,
som udgår fra Faderen og fra Sønnen,
som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen,
som har talt ved profeterne.

Og på én, hellig, almindelig og apostolisk kirke.

Jeg (vi) bekender én dåb til syndernes forladelse
og forventer de dødes opstandelse
og den kommende verdens liv.

MENIGHEDEN SYNGER
Mel.: Visemelodi omkring, 1670

Sorrig og glæde de vandre til hobe,
lykke, ulykke de gange på rad,
medgang og modgang hinanden tilråbe,
solskin og skyer de følges og ad.
Jorderigs guld
er prægtig muld,
himlen er ene af salighed fuld.

Kroner og scepter i demantspil lege,
leg er dog ikke den kongelig dragt.
Tusinde byrder i kronerne veje,
tusindfold omhu i scepterets magt.
Kongernes bo
er skøn uro,
himlen alene gør salig og fro.

Alle ting har sin foranderlig lykke,
alle kan finde sin sorrig i barm.
Tit er et bryst under dyrebart smykke
opfyldt af sorrig og hemmelig harm.
Alle har sit,
stort eller lidt,
himlen alene for sorgen er kvit.

Vælde og visdom og timelig ære,
styrke og ungdom i blomstrende år
højt over andre kan hovedet bære,
falder dog af og i tiden forgår.
Alle ting må
enden opnå,
himlens salighed ene skal stå.

Dejligste roser har stindeste torne,
skønneste blomster sin tærende gift,
under en rosenkind hjertet kan forne,
for dog at skæbnen så sælsom er skift!
I våde-vand
flyder vort land,
himlen har ene lyksaligheds stand.

Angest skal avle en varende glæde,
kvide skal vinde sin tot ud af ten.
Armod skal prydes i rigeste klæde,
svaghed skal rejses på sundeste ben.
Avind skal stå
fængslet i vrå,
himlen kan ene alt dette formå.

Lad da min lod og min lykke kun falde,
hvordan min Gud og min Herre han vil,
lad ikkun avind udøse sin galde,
lad kun og verden fulddrive sit spil!
Sorrig skal dø,
lystigheds frø
blomstre på Himle-lyksaligheds ø!

Det færøske vokalensemble i København, MPIRI, synger under ledelse af Gorm Larsen; ”Herre Gud, dit dyre navn og ære” på den traditionelle færøske melodi.

EVANGELIELÆSNING

Præst: Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes
Menighed: Gud være lovet for sit glædelige budskab

Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i
nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef.
Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus
sig så ved kilden; det var ved den sjette time.
En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus
sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« Hans
disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad.

Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan
du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om
noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med
samaritanere at gøre.

Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og
vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at
drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have
givet dig levende vand.«

Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og
brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er
vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os
brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og
hans kvæg?«

Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette
vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det
vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det
vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som
vælder med vand til evigt liv.«

Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så
jeg ikke skal tørste, og gå herud og hent vand.«

Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og
kom herud!«

Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.«

Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har
ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har
nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.«

Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en
profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men
I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i
Jerusalem.«
Jesus sagde til hende: »Tro mig kvinde, der kommer
en time, da det hverken er på dette bjerg eller i
Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke
kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer
fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu,
da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og
sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil
have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal
tilbede i ånd og sandhed.«

Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal
komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil
han fortælle os alt.«

Jesus sagde til hende: »Det er mig, den der taler til dig.«

PRÆDIKEN
Biskop Peter Skov-Jakobsen

Den apostolske velsignelse

UROPFØRELSE
Bent Sørensen: Alle mine kilder
Komponeret til Københavns Drengekor over tekst af
N.F.S. Grundtvig for antifonale kor og sopransolist i
anledning af Hendes Majestæt Dronningens
Regeringsjubilæum.

Sopransolist: Inger Dam Jensen

MENIGHEDEN SYNGER
Mel.: Henrik Rung, 1847

Med den Enbårnes herlighed
blev Ordet kød til visse,
endskønt Guds Søn kom ej herned
med kronen på sin isse,
men fødtes som en træl i vrå
og døde under skyer grå
på kors som en misdæder.

Hans herlighed i klare tegn
udstrålede med styrke,
så under hver en himmel-egn
de er som lys i mørke,
som himmel-lys, der råber ud:
Hvo ham har set, har set sin Gud,
han ét er med sin Fader.

Det første tegn på glædens fest,
som gik for brat til ende,
han gjorde som en bryllupsgæst
ved vand til vin at vende,
og klart er det, at ene han,
som skabte både vin og vand,
kan deres art forandre.

Han sagde: Ti! til storm og hav,
far ud! til ånder kåde,
og bølger sank, og storme tav,
og djævle bad om nåde,
de så i ham den guders Gud,
som storme har til sendebud
og skel for havet satte.

Det sidste tegn i støvets dragt
omstråled Guddoms-Ordet,
da »kom herud!« han knap fik sagt
til vennen død og jordet,
før Lazarus, som stank i går,
i dag stod op som blomst i vår
og smiled over døden.

Dér ser man grant den mund og hånd
med kraften uden mage,
som jordens støv gav liv og ånd
i gamle skaberdage
og skal engang, trods grav og død,
os kalde frem af jordens skød
op til vor Herres glæde.

Derfor vi sejle tør hver sø,
hvor farlig den så bryder,
derfor vi leve tør og dø
på ordet, som det lyder,
i Jesu navn, på Jesu ord,
som ej med himmel og med jord
forgår, men kun forklares.

Det grønlandske kor i København, AAVAAT, synger
under ledelse af Mads Lumholt: Guuti Ataataq ”Gud Fader”.

BØNNER OG SVAR
Præst: Lad os bede!
Kor: Herre, forbarm dig over os!
Kriste, forbarm dig over os!
Herre, forbarm dig over os!
Præst: Herre, vær os miskundelig!
Kor: Forlen os Gud, din frelse!
Præst: Gud, bevar vor Dronning!
Kor: Miskundelig bønhør os, thi vort råb er til dig!
Præst: Iklæd dine tjenere retfærdighed!
Kor: Skænk alle de udvalgte glæde!
Præst: O Herre, frels dit folk!
Kor: Velsign, Gud, din arvelod!
Præst: Giv fred i vore dage, Herre!
Kor: Thi ingen ved vi, som strider for os, foruden
dig, vor Gud!
Præst: O Gud, skab rene hjerter i os!
Kor: Og tag ikke Helligånden fra os!
Præst: Priser Herren!
Kor: Vor Guds navn ske ære!
Præst: Lad os alle bede!

Fader vor, du som er i himlene! Helliget vorde dit
navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen
således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore
skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det
onde. Thi dit er riget og magten og æren i evighed!

Kor: Amen

VELSIGNELSEN
Præst: Herren være med jer!
Kor: Og med din ånd!
Præst: Herren velsigne dig og bevare dig!
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig
nådig!
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!
Kor: Amen

MENIGHEDEN SYNGER
Mel.: Friedrich F. Flemming, 1811

Mægtigste Kriste, menighedens Herre,
den du har tegnet med dit kors til ære,
kom dog at hjælpe os af fjendens snare,
dit folk bevare!

Før du selv striden for de børn så svage,
tving du vor fjende, driv hans magt tilbage,
hvad sig mod dig og dine vil ophøje,
selv du nedbøje!

Fred udi kirken vi af dig begære,
fred udi landet du os og beskære,
fred udi hjertet du for alting give!
Hos os du blive!

UDGANGSBØN

POSTLUDIUM
Mens Regentparret forlader kirken, spilles en fanfare af
Michel Richard de Lalande.
Derefter Niels W. Gade: Tonestykke i F-dur for orgel