Program for H.M. Dronningens besøg i Nigeria

H.M. Dronningen har den 24.-25. juni 2025 aflagt officielt besøg i Nigeria sammen med uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund.

Foto: Kongehuset ©

Nigeria er Afrikas mest folkerige nation og en af kontinentets største økonomier. Besøget tog afsæt i den danske regerings Afrikastrategi og havde blandt andet fokus på dansk-nigeriansk samarbejde inden for erhverv, kultur og sundhed. 

Besøgets første dag fandt sted i hovedstaden Abuja, hvor Dronningen blandt andet annoncerede sin nye rolle som protektor for ”The 10 Million Safer Births Initiative”, som har til formål at fremme mødre- og spædbørnssundhed i en række lande på tværs af Afrika syd for Sahara. Dronningen besøgte også et dansk-støttet krisecenter, som hjælper kvinder, der har været udsat for menneskehandel.

Nigerias største by Lagos dannede ramme om besøgets anden dag, som blandt andet bød på feltbesøg til APM Terminals sammen med tilstedeværende danske virksomheder, en introduktion til byens tech- og innovationsmiljø på University of Lagos samt møde med repræsentanter for Nigerias kreative sektor på kulturcentret Terra Kulture.

Dronningen deltog ligeledes i et møde med Nigerias præsident H.E. Bola Ahmed Tinubu.

PROGRAM

Tirsdag den 24. juni 2025

Besøgets første dag finder sted i Abuja.

H.M. Dronningen deltager i arrangement vedrørende ”10 Million Safer Births Initiative”

Dronningen og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund deltager sammen med blandt andre Nigerias minister for kvindeanliggender Imaan Sulaiman-Ibrahim i arrangementet ”10 Million Safer Births Initiative”, som finder sted på Maitama District Hospital i Abuja.

FN's Befolkningsfond (UNFPA) og den danske NGO Maternity Foundation står bag det dansk-støttede initiativ ”10 Million Safer Births Initiative”, som bygger på en målsætning om at give op mod 10 millioner kvinder adgang til en mere sikker fødsel inden udgangen af 2030 på tværs af Afrika syd for Sahara.

I forbindelse med arrangementet holder Dronningen tale. Arrangementet slutter med en rundvisning på hospitalets fødeafsnit, hvor Dronningen får mulighed for at møde jordemødre og nybagte mødre. 

H.M. Dronningen deltager i møde med Nigerias præsident H.E. Bola Ahmed Tinubu og førstedame Oluremi Tinubu

Dronningen og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund deltager i et høflighedsmøde med Nigerias præsident H.E. Bola Ahmed Tinubu og førstedame Oluremi Tinubu. Mødet finder sted i State House, Presidential Villa.

H.M. Dronningen besøger den danske ambassadørs residens

Dronningen og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund besøger residensen for Danmarks ambassadør i Nigeria, Jens Ole Bach Hansen. Her får Dronningen lejlighed til at møde de ansatte ved den danske ambassade i Abuja.

H.M. Dronningen besøger MeCaht krisecenter

Dronningen og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund besøger et krisecenter, hvor Dronningen møder unge kvinder, der har været udsat for menneskehandel.

Kvinderne får af organisationen MeCath (Media Coalition and Awareness to Halt Trafficking) adgang til skolegang, psykosocial støtte samt hjælp til at blive reintegreret i samfundet. Danmark har siden 2017 støttet MeCaths arbejde.  

H.M. Dronningen deltager i reception

Dronningen og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund deltager i en reception, som afholdes i anledning af Dronningens besøg. Receptionen finder sted på det dansk-nigeriansk ejede hotel The Nordic Abuja.  

 

Onsdag den 25. juni 2025

Besøgets anden dag finder sted i Lagos.

H.M. Dronningen besøger MADHouse på University of Lagos

Dronningen og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund bliver introduceret til Lagos’ tech- og innovationsmiljø på MADHouse (Make a Difference House), som er en del af University of Lagos. University of Lagos er et offentligt forskningsuniversitet, som blev grundlagt i 1962.

MADHouse, som er bygget af genbrugscontainere, danner rammen om et kreativt laboratorium, læringsmiljø, udstillingsfaciliteter og kunstnerisk arbejdsværksted for studerende og andre unge kreative. Den digitale sektor i Nigeria er i hastig vækst med Lagos som et regionalt teknologisk knudepunkt.  

H.M. Dronningen deltager i virksomhedsbesøg hos APM Terminals

Dronningen og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund deltager sammen med Danmarks generalkonsul i Lagos Jette Bjerrum i et møde med en række danske virksomhedsrepræsentanter i Nigeria.

Mødet finder sted hos APM Terminals, og Dronningen ankommer med båd til havneområdet i Lagos, hvorfra APM Terminals håndterer lidt over halvdelen af alle containere, der kommer ind og ud af Nigeria.

I forbindelse med besøget bliver Dronningen vist rundt i terminalbygningen og deltager herefter i et møde med repræsentanter for de danske virksomheder Arla, PeopleDoctor og ERYK.

H.M. Dronningen besøger Terra Kulture

Dronningen og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund besøger kulturcentret Terra Kulture, hvor Dronningen får indblik i den kreative industri i Nigeria og møder profiler inden for teater, kunst, musik og film.

Terra Kulture, som er et af Lagos’ førende kulturcentre, samarbejder med partnere som Mastercard Foundation og Netflix for at styrke unge talenter i Nigeria. Nigeria er blandt andet en vigtig spiller i den afrikanske filmindustri og er verdens andenstørste filmproducent målt på antallet af film.

H.M. Dronningen deltager i studie- og hjemmebesøg hos kunstner Modupeola Fadugba

Dronningen og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund besøger den nigerianske kunstner Modupeola Fadugba i kunstnerens studie.

Modupeola Fadugba er en prisvindende nigeriansk kunstner, og hendes værker kombinerer maleri, tegning og sociale installationer. Besøget finder sted i kunstnerens private hjem.

H.M. Dronningen deltager i middag

Dronningen og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund deltager i en kurateret netværksmiddag på Nordic Hotel.

Under overskriften ”Afrikas århundrede” deltager Dronningen i en middag og samtale med en række af de mest fremtrædende nigerianere inden for kunst, kultur og iværksætteri.