Regeringsdannelse i Danmark
Tirsdag den 24. marts 2026 er der afholdt folketingsvalg i Danmark. I dag, den 25. marts 2026, kl. 10.15 vil Hans Majestæt Kongen modtage statsministeren, som vil orientere Kongen om valgresultatet og den parlamentariske situation.
Proceduren for regeringsdannelse i Danmark er ikke nærmere reguleret eller beskrevet i grundloven, men er derimod udviklet gennem mangeårig praksis.
Heraf følger bl.a., at når der har været afholdt valg til Folketinget, er det statsministeren, som orienterer regenten om valgresultatet og om den parlamentariske situation. Det vil typisk foregå om formiddagen dagen efter valget.
Det afhænger af statsministerens vurdering af den parlamentariske situation, hvilke konsekvenser der skal drages af valgets resultat.
Hvis statsministeren vælger at indgive regeringens afskedsbegæring, vil statsministeren normalt samtidig opfordre Kongen til at indkalde de partier, der har opnået valg til Folketinget, til at rådgive Kongen om, hvem der efter partiets opfattelse bør udnævnes til statsminister eller betros opgaven med at lede forhandlingerne om dannelsen af en ny regering.
Denne praksis, som har været fulgt i hvert fald mere fast siden 1929, har siden 1972 været kendt under betegnelsen dronningerunde. Efter tronskiftet i 2024 ligger det lige for at bruge udtrykket kongerunde.
På baggrund af partirepræsentanternes rådgivning vil der typisk blive udpeget en forhandlingsleder – også kaldet kongelig undersøger – som herefter skal lede forhandlingerne om en ny regering. Det kan vise sig nødvendigt med flere kongerunder – det var senest tilfældet efter folketingsvalget i juni 2015, hvor der måtte to dronningerunder til, før en ny regering kunne dannes.
Kongens rolle i forbindelse med regeringsdannelsen er af formel karakter, og processen foregår derfor også på den fungerende statsministers ansvar.