Residensforlæggelse til Marselisborg Slot

Den 23. juni ankommer H.M. Dronningen og H.K.H. Prins Henrik til Aarhus Havn med Kongeskibet Dannebrog i forbindelse med residensforlæggelse til Marselisborg Slot.

Foto: Jesper Nørgaard Sørensen, Ritzau Foto ©

Dronningen og Prins Henrik ankommer med Kongeskibet Dannebrog til Aarhus Havn kl. 12.00, hvor der er officiel modtagelse. Dronningen og Prinsen bydes velkommen af Statsforvaltningens vicedirektør, stiftamtmand Torben Sørensen, der vil udbringe et nifoldigt leve.

Ved ankomsten og modtagelsen vil Hjemmeværnets Musikkorps Aarhus spille.

Slottets historie
Aarhus by købte i 1896 Marselisborg gods, der i århundreder havde haft skiftende ejere herunder Constantin Marselis, Christian 5. og Ulrik Christian Gyldenløve. 

I 1898 blev et stykke af parken skænket som en folkets bryllupsgave fra jyderne til det nygifte tronfølgerpar Prins Christian (10.) og Prinsesse Alexandrine. Som en del af gaven opførte arkitekt Hack Kampmann i 1899-1902 det nuværende Marselisborg Slot, som blev tronfølgerparrets sommerresidens.

I 1967 overdrog Kong Frederik 9. Marselisborg Slot til den daværende tronfølger Prinsesse Margrethe og Prins Henrik, og Regentparret benytter i dag slottet som sommerresidens.

Slotshaven
Den omkring 13 ha. store park blev af anlægsgartner L. Chr. Diederichsen anlagt i engelsk stil med store græsplæner omgivet af træer, små søer og lave samt bevoksede små bakker.

Parken rummer foruden en rosenpark, en urtehave samt en række kunstværker. Gennem flere årtier har Regentparret samlet godt 30 moderne skulpturer, heriblandt en fem meter høj vase af Peter Brandes, samt værker af bl.a. Piet Hein, Robert Jacobsen, Poul Isbak og Jens Flemming Søren i selskab med et par skulpturer udført af Prins Henrik.

Senest er skulpturen "Tre løver og ni hjerter" af Claus Ørntoft opført i Marselisborg Slotspark.

Vagtskifte
Der er vagtskifte ved Den Kongelige Livgarde kl. 12.00 i de perioder, hvor H.M. Dronningen opholder sig på slottet. 

Den Kongelige Livgarde marcherer ved vagtskifte fra Gardergården kl. 11.50 af Carl Nielsens Vej op til slottets hovedport, hvor der er vagtskifte kl. 12.00.

Læs mere på Den Kongelige Livgardes hjemmeside.

Besøg Slotshaven
Marselisborg Slot er ikke åbent for publikum. Slotsparken kan dog besøges af offentligheden, når den kongelige familie ikke har residens på slottet. 

Se billedgalleri fra Slotshaven.