Royal Run

Når H.K.H. Kronprinsen fylder 50 år i 2018 markeres fødselsdagen blandt andet med løbeeventet Royal Run.

Foto: Per Arnesen/TV2 ©

Royal Run finder sted den 21. maj 2018 i byerne Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København. Her kan man tilmelde sig to forskellige løbedistancer, One Mile (1,609 km) og 10 km.

Kronprinsen begynder dagen i Aalborg med at løbe One Mile, derefter fortsætter Kronprinsen til Aarhus, Esbjerg og Odense og vil ligeledes her løbe One Mile. Kronprinsen slutter dagen af i København og på Frederiksberg med at løbe 10 kilometer gennem byen.

I forbindelse med offentliggørelsen af Royal Run udtaler Kronprinsen:
"Når jeg næste år fylder 50, vil jeg blandt andet fejre dagen med et løb, hvor hele Danmark kan være med. Jeg har altid holdt meget af sport og fysisk aktivitet, og ikke mindst løb. Det giver glæde, velvære og energi. Royal Run skal være et løb, der henvender sig til de erfarne løbere, men i lige så høj grad til dem, der binder løbeskoene for første gang, og alle er velkomne uanset alder. Jeg håber, at rigtigt mange vil deltage i Royal Run til næste år, når vi skal løbe sammen igennem fem af Danmarks smukke byer."

Bag Royal Run står Dansk Atletik Forbund og Bevæg dig for livet, der er et fælles vision-samarbejde mellem DGI, DIF, Nordea-fonden og TrygFonden.

Kronprinsen fylder 50 år den 26. maj 2018.