Royal Run i Grønland

Torsdag d. 28. maj 2020 løbes der Royal Run i den grønlandske hovedstad, Nuuk, hvor H.K.H. Kronprinsen også vil stille til start.

Billede fra Royal Run 2019 på Færøerne Foto: Royal Run ©

Fire dage før startskuddet går til Royal Run 2020, tager H.K.H. Kronprinsen til Grønland for at kickstarte Royal Run i hovedstaden Nuuk. I den grønlandske del af rigsfællesskabet vil det således i år være muligt at deltage i det store løbeevent med distancerne ”One mile”, ”5 km” og ”10 km”. Sidste år startede Kronprinsen Royal Run på Færøerne, hvor 4.010 havde tilmeldt sig til løbet i Klaksvík. Det gjorde Royal Run til det største motionsløb nogensinde, der har fundet sted på Færøerne.

Hans Kongelige Højhed fik for nogle år siden ideen til Royal Run i anledning af sin 50-års fødselsdag. Royal Run er ikke et klassisk motionsløb med sluttiden i højsædet. Det er muligt både at løbe og gå på alle distancer, og der er særlige miles for familier, der vil tage barnevognen med ud på ruten. Royal Run arrangeres af Bevæg dig for livet i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik Forbund.