Send billeder til Kongehuset

H.M. Dronningen er den 1.-4. juni 2016 på sommertogt med Kongeskibet Dannebrog og aflægger besøg i Lolland Kommune og Varde Kommune. Danskerne inviteres i den forbindelse til at indsende egne billeder til Kongehuset.

Dronningen vises rundt af museumsleder på Marstal Søfartsmuseum, Erik Kromann under sommertogt i Marstal. Foto: Bjørg Kiær ©

Billederne kan være fra besøg, forberedelser i byerne, Kongeskibet Dannebrog eller andre begivenheder i forbindelse med sommertogtet. Ved at indsende billeder kan danskerne være med til at fortælle deres historie om årets første sommertogt via egne, private billeder.

Billederne sendes via e-mail til foto@kongehuset.dk. Et udvalg af de indsendte billeder publiceres på Kongehusets digitale platforme under "Danskernes billeder". 

Billeder taget af danskerne selv er tidligere blevet publiceret på Kongehusets hjemmeside, blandt andet i anledning af fødselsdage og sommertogter.