Udstillingen ”Eventyrdronningen” på Amalienborgmuseet

Foto: Kamilla Bryndum ©

Fra den 27. september 2018 til den 19. maj 2019 kan man på Amalienborgmuseet opleve en særudstilling med H.M. Dronningens kostumer og scenografier. Det er Dronningen selv, der har været med til at udvælge de forskellige værker fra sit kunstneriske virke, og det næste halve år præsenteres de i Christian VIII’s Palæ i udstillingen ”Eventyrdronningen”. 

Figurer fra eventyrfortællinger som Tommelise, Fyrtøjet og Nøddeknækkeren og scenografier til opsætninger på Det Kongelige Teater og Pantomimeteatret bliver snart vist frem på Amalienborgmuseet i udstillingen ”Eventyrdronningen”. Udstillingen består af en række kostumer og scenografier, som Dronningen gennem tiden har skabt.

Det gennemgående tema for udstillingen er eventyrets verden, og besøgende vil på udstillingen blandt andet få et indblik i flere visuelle kilder, der gennem tiden har inspireret Dronningen. Derudover er Hendes Majestæts arbejdsbord og atelier blevet genskabt, så udstillingens besøgende kan få et nærmere indblik i Dronningens kunstneriske virke.

Det er Dronningen selv, der sammen med Kongehusets kurator, Elisabeth von Buchwald, og designer Shane Brox har sammensat udstillingen. I 2016 stod de også bag udstillingen ”Fra Kongehusets gemmer”, hvor porcelæn, sølvtøj, kunst og møbler fra de sidste 300 år blev udstillet.

”Eventyrdronningen” kan opleves fra den 27. september 2018 og frem til den 19. maj 2019 på Amalienborgmuseet.