Vinter-OL i PyeongChang
Under De Olympiske Vinterlege 2018 i PyeongChang, Sydkorea, vil H.K.H. Kronprinsen være til stede for blandt andet at overvære de danske atleters præstationer.

De Olympiske Vinterlege holdes den 9.-25. februar 2018 i PyeongChang, Sydkorea, hvor Kronprinsen i sin egenskab af medlem af den Internationale Olympiske Komité (IOC) vil være til stede. Forud for legene deltager Kronprinsen i IOC’s 132. session, der bliver holdt samme sted den 5.-7. februar.
Derudover vil Kronprinsen overvære den officielle åbning af legene, som finder sted på det olympiske stadion i værtsbyen. Under vinter-OL vil Kronprinsen overvære forskellige konkurrencer blandt andet med deltagelse af danske atleter. Som IOC-medlem vil Kronprinsen også deltage i medaljeceremonier.
Ved dette års vinter-OL i PyeongChang vil danske atleter konkurrere i disciplinerne alpin ski, curling, freestyle ski, langrend og speed skating. Danmark har tidligere vundet medalje i curling for kvinder ved vinter-OL i Nagano i 1998, hvor holdet fik en sølvmedalje.