Information om akkreditering: Statsbesøg fra Island

Præsident Guðni Thorlacius Jóhannesson og fr. Eliza Jean Reid kommer på statsbesøg i Danmark den 24. og 25. januar 2017. Præsident Guðni Jóhannesson tiltrådte 1. august 2016, og i Island er der tradition for, at præsidentens første statsbesøg går til Danmark, og det understreger den tætte forbindelse, der er mellem Danmark og Island.

Akkreditering og pool-ansøgning for pressen er obligatorisk og foregår gennem International Press Centre (IPC) på hjemmesiden www.ipcd.dk, hvor også presseprogrammet for besøget ligger tilgængeligt.

Deadline for akkreditering er tirsdag den 17. januar kl. 16.00

Med det islandske statsbesøg ønsker man at udbygge de tætte dansk-islandske relationer. Programmet vil blandt andet have fokus på kulturelle elementer og erhvervslivet.  Præsidentparret har følgeskab af en erhvervsdelegation på 20 af de største islandske virksomheder, som bl.a. deltager i et seminar i Dansk Industri sammen med danske virksomheder.

Tirsdag den 24. januar bliver det islandske præsidentpar officielt modtaget på Amalienborg af Regentparret. Senere samme dag aflægger præsidentparret besøg hos statsminister Lars Løkke Rasmussen og Folketingets formand Pia Kjærsgaard.

Som led i statsbesøget vil Island overrække en folkegave til Danmark i form af et stort antal af de samlede, nyoversatte sagaer, der bliver tilgængelige på danske biblioteker og læreanstalter. Folkegaven bliver overrakt til kulturminister Mette Bock under overværelse af H.M. Dronningen på Den Sorte Diamant.

Om aftenen er Regentparret værter ved gallamiddag til ære for præsidentparret i Christian den VII’s Palæ med deltagelse af den kongelige familie, medlemmer af regeringen, præsidiet, den islandske delegation og udvalgte virksomheder.

Onsdag den 25. januar besøger den islandske præsident og H.K.H. Kronprinsen Dansk Industri samt State of Green.  Samme dag besøger præsidentfruen og H.K.H. Kronprinsessen en børnehave, der arbejder med Mary Fondens projekter samt FN Byen. Om eftermiddagen besøger præsidentparret og Kronprinsparret Hotel- og Restaurantskolen i Valby. Om aftenen er det islandske præsidentpar værter ved en reception til ære for Regentparret på Nordatlantens Brygge med deltagelse af den kongelige familie.