Privat til redaktionerne: H.K.H. Prins Christians konfirmation

Lørdag den 15. maj 2021 konfirmeres Hans Kongelige Højhed Prins Christian i Fredensborg Slotskirke. Konfirmationen finder sted klokken 11.00 og forestås af kongelig konfessionarius, biskop Henrik Wigh-Poulsen. Prinsen fejres efterfølgende privat i Kancellihuset ved Fredensborg Slot. På grund af de gældende retningslinjer vil der kun være 25 gæster med til konfirmationen. Desværre betyder det også, at gæster bosat i udlandet ikke deltager i begivenheden.

Selve højtideligheden i kirken er privat, men pressen får mulighed for at fotografere konfirmanden med den nærmeste familie ved ankomsten. Det vil ske på hovedtrappen i Indre Slotsgård. Efter konfirmationen vil Prins Christian og den nærmeste familie stille op til fotografering foran slottets havetrappe. Der offentliggøres desuden efterfølgende officielle billeder. 

Det er muligt for pressen at ansøge om akkreditering til de to ovenstående pressemuligheder. Tilmelding med navn, titel og medie sendes til kommunikationsafdelingen på e-mail kom@kongehuset.dk senest mandag den 10. maj kl. 12.00. Der vil på grund af restriktioner være begrænset plads, og akkrediteret presse vil få direkte besked senest onsdag den 12. maj klokken 14.00. 

Mødetid vil være klokken 10.00 ved gitterporten, Ydre Slotsgård, Fredensborg Slot. Presse-ID og gyldigt coronapas (negativ COVID-19-test eller COVID-19-vaccination) skal medbringes og forevises på dagen.

Såfremt det ønskes, kan følgende citat benyttes:

"På grund af coronasituationen deltager der ikke gæster fra udlandet i Prins Christians konfirmation. Det betyder desværre, at heller ikke den nærmeste familie fra Frankrig, Storbritannien og Australien vil være til stede på dagen. Således har Prins Joachim og Prinsesse Marie og deres børn måtte melde afbud på grund af de gældende karantæneretningslinjer, og det samme gælder for John og Susan Donaldson i London. Med hensyn til familien i Australien er det ikke muligt for dem at deltage på grund af udrejserestriktioner, fortæller kommunikationschef Lene Balleby.


Lene Balleby
Kommunikationschef