Pressemeddelelse: D.M. Kong Harald og Dronning Sonja af Norge besøger Danmark

Hendes Majestæt Dronningen modtager den 15.-16. juni 2023 Deres Majestæter Kong Harald og Dronning Sonja i forbindelse med et officielt besøg i Danmark.

Besøget skal markere de historiske bånd og det nære naboforhold mellem Danmark og Norge og mellem de to kongehuse. Under besøget vil Kong Harald og Dronning Sonja også stå i spidsen for en norsk erhvervsdelegation med fokus på dansk-norske samarbejdsområder inden for blandt andet grønne løsninger og forsvar.

Dronningen byder Kongeparret velkommen torsdag morgen den 15. juni ved Nordre Toldbod, hvor det norske kongeskib Norge ankommer til Københavns Havn. Deres Kongelige Højheder Kronprinsen og Kronprinsessen deltager herefter sammen med Kongeparret og den norske erhvervsdelegation ved en konference i Dansk Industri. Samme aften er Hendes Majestæt vært ved en festmiddag på Amalienborg med deltagelse af repræsentanter fra dansk og norsk erhvervsliv. Efter festmiddagens afslutning vil det norske kongepar og Kronprinsparret stige ombord på henholdsvis Kongeskibet Norge og Kongeskibet Dannebrog og sætte kursen mod Aarhus med fælles ankomst fredag den 16. juni om morgenen. 

I Aarhus vil Kronprinsparret og det norske kongepar fortsætte programmet, der blandt andet indebærer en officiel frokost på Aarhus Rådhus. 

Det endelige program for besøget offentliggøres senere.

Information vedrørende presseprogram og presseakkreditering udsendes senere af Udenrigsministeriets kontor for Public Diplomacy, Kommunikation og Presse.

 

Lene Balleby
Kommunikationschef