Privat til redaktionerne: Kongeparrets besøg i Grønland
Kongeparret aflægger officielt besøg i Grønland i dagene 29. juni til 6. juli 2024.
I juni stævner Kongeskibet Dannebrog mod nord på et rigsfællesskabstogt. Kongeparret besøger Færøerne i midten af juni og herefter Grønland i slutningen af juni og begyndelsen af juli.
Turen til Grønland indledes i Nordgrønland med ankomst til Pituffik Space Base og besøg i Qaanaaq, hvorefter turen går til Aasiaat i Vestgrønland, hvor ombordstigningen på Kongeskibet Dannebrog vil finde sted. I Vestgrønland vil Kongeparret blandt andet besøge Qeqertarsuaq, Attu og Sisimiut. Efterfølgende sejler Kongeparret med Dannebrog til Nuuk. Sidste del af besøget finder sted i Sydgrønland med besøg i blandt andet Narsarsuaq, Qaqortoq, Narsaq og Qassiarsuk.
Akkreditering og kontakt
Det vil ikke være muligt at dække ankomsten til Pituffik Space Base, og der vil være begrænset mulighed for pressedeltagelse ved besøget i Qaanaaq.
Presse, der ønsker at dække Kongeparrets besøg i Vestgrønland den 29. juni til 2. juli samt besøgene i Nuuk den 4.-5. juli og i Sydgrønland den 5.-6. juli skal sende ønske om akkreditering med navn, stilling, medie og kontaktinformationer til Naalakkersuisuts kommunikationsmedarbejder Andreas Wille på e-mail andw@nanoq.gl senest mandag den 3. juni 2024 kl. 13.00 (dansk tid).
For yderligere oplysninger om akkreditering kontaktes kommunikationsmedarbejder ved Naalakkersuisut Andreas Wille på e-mail andw@nanoq.gl eller telefon + 299 580 527.
Besøgsprogram (med forbehold for ændringer)
- 29. juni: Besøg ved Pittuffik Space Base, i Qaanaaq og Aasiaat.
- 30. juni: Besøg i Qeqertarsuaq.
- 1. juli: Besøg i Attu.
- 2. juli: Besøg i Sisimiut.
- 3. juli: Ingen besøg (transportdag).
- 4.-5. juli: Besøg i Nuuk.
- 5. juli: Besøg i Narsarsuaq og Qaqortoq.
- 6. juli: Besøg i Narsaq og Qassiarsuk.
Når besøgs- og presseprogrammet foreligger, vil det blive offentliggjort på kongehuset.dk samt fremsendt til den akkrediterede presse.
Presserejse
Kongeskibet Dannebrog vil være eskorteret af et inspektionsskib med et begrænset antal pladser til pressen. Disse pladser vil blive fordelt efter akkrediteringsfristen, og ansøgerne vil få direkte besked senest tirsdag den 4. juni 2024. Det vil være muligt at rejse med og overnatte på følgeskibet i dagene 29. juni til 5. juli. Bemærk, at Dannebrog og inspektionsskibet ikke er med under besøget i Sydgrønland.
Ønske om plads på inspektionsskibet skal angives i e-mailen om akkreditering med angivelse af dato for ønske om ophold på skibet.
Der arrangeres herudover presserejse til Grønland. Der er på forhånd reserveret et antal flybilletter til medierne samt hotelværelser på de destinationer, hvor overnatning på inspektionsskibet ikke er muligt. Medier, som ønsker at deltage i presserejsen, bedes hurtigst muligt kontakte Elise Bruun fra Travel By Heart på eb@travelbyheart.gl eller telefon +299 550905/+45 54311978.
Udgifter i forbindelse med deltagelse i presserejsen dækkes af de deltagende medier.
Følgeskibet
Kahytterne er tomands- eller firmandslukafer med enkeltkøjeseng. Der er ikke internetforbindelse på lukaferne, men daglig adgang til internet etableres i messerne. Forbindelsen er rimelig, men der afsættes specifikke perioder til brug for gæster, således at skibets daglige drift kan varetages. Forbindelsen er via satellit.
Lene Balleby
Kommunikationschef