Åbning af Sommerbogen den 20. juni 2014 på Roskilde Bibliotek

Offentliggjort den 23. juni 2014

Kære alle sammen!

Jeg har glædet mig til i dag, hvor vi skal åbne Sommerbogen 2014 på Palles Gavebod.

Inden længe begynder jeres sommerferie. Jeg ved, at mine børn glæder sig rigtig meget.  Og jeg er sikker på, at det gør I også – at få fri fra skole og pakke vækkeuret, skoletasken og skolebøgerne væk. Og i stedet  finde badetøjet frem og nyde lange lyse dage og aftener. For sommerferie er frihed, friheden til at gøre lige, hvad man har lyst til – næsten.

I hvert fald uden, at ens forældre taler om sengetider, fordi man skal tidligt op og være klar til skole næste dag.

Sommerferie er friheden til at være sammen med sin familie og sine venner, til at spille fodbold og rundbold, til at tage en dukkert midt på dagen efterfulgt af en is – og til at læse en bog – ikke fordi man skal, men fordi man har lyst. Lyst til at rejse ind i bøgernes univers med gode historier fra hele verden.

Og det er netop det, Sommerbogen handler om. At læse bøger af lyst og at dele sine læseoplevelser med andre læselystne. Og læselyst er på mange måder lig med eventyrlyst. I bøgerne går vi på opdagelse – med fantasien som rejsemakker bevæger vi os ind i historier, ja, verdener, hvor alt kan ske.

Reglerne, som vi kender dem fra vores verden, er ikke nødvendigvis de samme i bøgernes verden. Her taler dyr, mennesker flyver, og feer og troldmænd bevæger sig frit på siderne.

Og i den gode bog er det næsten som om, siderne vender sig af sig selv. Den gode bog suger os ind og er et frirum, hvor vi glemmer tid og sted.

Som barn blev jeg selv suget ind af mange forskellige bøger, og mange af dem fik jeg anbefalet af andre. Og det er det gode ved anmeldelser – de får læselysten til at smitte. En god bogoplevelse kan hurtigt blive til to, tre eller flere, hvis man deler dem som i Sommerbogen. De gode bogoplevelser får med andre ord vokseværk af, at vi deler dem med hinanden.

Noget andet, der vokser, når vi læser, er vores ordforråd. Hver gang vi læser en bog, så lærer vi nye ord, eller også lærer vi at bruge kendte ord på en ny måde.

På den måde bliver vi hele tiden bedre til at bruge sproget og til at læse. I har sikkert selv oplevet, hvordan I har udviklet jer som læsere ved, at den bog, der på et tidspunkt var svær at komme igennem, pludselig ikke er så svær mere.

I Mary Fonden har vi et projekt, der hedder LæseLeg. Det er til børn, der er yngre end jer – børn i børnehaven. Men ligesom i Sommerbogen handler det om gode bogoplevelser – og noget af det, vi ved fra følgeforskningen i LæseLeg, er, at gode læseoplevelser kan styrke vores sprog. Og sproget bruger vi til mange forskellige ting – ikke kun til at læse bøger. Vi bruger det også, når vi skal i kontakt med hinanden. Når vi lærer hinanden at kende, når vi leger og forklarer, hvad vi tænker og føler.

Bøgerne er altså ikke kun en dør ind til gode fortællinger, men også til sproget og derigennem til venskab og fællesskab. Bøgerne beriger vores liv ved at udvide vores verden.

En verden, der også hele tiden udvikler og udvider sig, er bibliotekernes. Da jeg var barn, var biblioteket et lidt støvet sted, hvor man kunne låne og læse bøger – i stilhed. Der er sket meget siden da. På landets mange biblioteker finder man i dag legerum, inspirationsrum og selvfølgelig også læserum. I dag er biblioteket et sted, hvor vi kan opleve bøger, musik og film på forskellige måder – og hvor alle kan være med. Bibliotekerne har fulgt med tiden samtidig med, at de har holdt fast i værdien af den gode bogoplevelse.

Jeg vil gerne opfordre alle børn til at tilmelde sig Sommerbogen på Palles Gavebod.

Lad os få startet nedtællingen til åbningen af Sommerbogen på Palles Gavebod.

Rigtig god eventyr- og læselyst!