Den skandinaviske finale for FIRST LEGO League den 29. november 2014

Offentliggjort den 3. december 2014

Godmorgen alle sammen – og et særligt godmorgen til de dygtige finalister.


Tak for invitationen til at tale ved denne skandinaviske finale i FIRST LEGO League. FIRST LEGO League er en konkurrence, der taler til mange.


Det er en konkurrence, der blander læring og teknologi med den leg, som vi alle kender fra LEGO-klodserne.

Det begynder i en tidlig alder. Det lille barn stabler klodser og lærer om tyngdekraften ved, at alle klodserne falder til jorden. Barnet stabler klodserne op og jubler, når tårnet falder sammen. Igen og igen og igen.

Leg er læring – og læring er også leg.

Ligesom LEGO-klodsen har gået sin sejrsgang over hele verden, har denne konkurrence fanget fantasien hos børn og unge fra Nordkap til Tasmanien.

For når vi kobler robotter med de kendte LEGO-klodser, giver vi klodserne liv.

Vi giver klodserne intelligens gennem programmering. Og når klodserne får intelligens, bliver mulighederne nærmest uendelige.

Derfor deler jeg den entusiasme og begejstring, som man kan mærke her i rummet i dag.

Den samme begejstring kan man opleve over hele verden, hvor unge mennesker som jer dyster mod hinanden. Teknologien og legen overvinder distancer og krydser landegrænser.

I konkurrerer om retten til at repræsentere hele Skandinavien ved den globale finale, der afholdes i St. Louis i USA næste år. Og det vil blive en stor ære.

Jeg er rigtig glad for at kunne være her til den skandinaviske finale.

For ud over at arrangementet i dag er en konkurrence, så skal vi huske, at der også er meget, der binder de skandinaviske folk sammen: kulturen, historien og sproget.

Og når I finalister i dag lærer hinanden bedre at kende, er jeg er sikker på, at I vil finde ud af, at der er endnu mere, der binder jer sammen.

Og det er glæden ved at skabe noget nyt.

For FIRST LEGO League er en konkurrence i at skabe løsninger. I at bruge de små klodser til at løse en opgave præcist og hurtigt.

Når vi kigger fremad, er der ingen tvivl om, at netop evnen til at skabe ting med teknologien bliver vigtig.

Det kræver skaberevner at vinde. De evner, som I viser her i dag, vil I kunne bruge i mange år fremover.

Det er de evner, som gør, at I kan ende med at stå bag den næste geniale opfindelse, den næste revolutionerende app, den næste spændende virksomhed.

Skandinavien har gode muligheder for at vinde i den globale konkurrence:

Vi har hurtige internetforbindelser.

Vi er blandt de flittigste internetbrugere.

Vi bruger teknologien til at gøre vores samfund bedre, hurtigere, klogere.

Derfor har Skandinavien et solidt grundlag for at vinde i den globale konkurrence.

Men sejren er langt fra sikker. I resten af verden er de også dygtige, og I skal gøre jer umage, hvis I skal vinde.

Konkurrencen mellem hold fra hele verden er sund.

Og den globale konkurrence er et vilkår for os alle – også i årene fremover.

Derfor må vi hele tiden blive bedre. Hele tiden lære nye ting med teknologien.

Det er nødvendigt i en verden, der forandrer sig med lynets hast.

De teknologier, vi kender i dag, kan være overflødige i morgen.

Heldigvis er I børn og unge rigtig gode til at omfavne teknologien.

Jeg kender fra mine egne børn, hvor glade de er for teknologien, og hvor let det er for dem at bruge den.

De og I er digitale indfødte.

I har aldrig oplevet en verden uden internet, sociale medier og mobiltelefoner.

Derfor bruger I teknologien med en frygtløs lethed, som er misundelsesværdig for mange af os voksne.

Det passer godt med temaet for dagens konkurrence: hvordan kan vi slippe læringen løs, når vi skal skabe fremtidens skole.

Vores skoler skal ikke bare uddanne børnene, men også lære af børnene og af børnenes brug af teknologi.  

FIRST LEGO League er blot ét eksempel på de utrolige resultater, unge mennesker kan opnå med nysgerrighed, teknologiske kompetencer og leg.

Den spanske maler Pablo Picasso har sagt: "Vi stopper ikke med at lege, fordi vi bliver gamle, men vi bliver gamle, fordi vi stopper med at lege".

Budskabet er klart: Hvis vi skal forblive dynamiske, må vi aldrig stoppe med at lege.

Hvis vi i Danmark og Skandinavien kan omfavne teknologien med samme legende tilgang, som børn og unge har, så vil meget være vundet.

Jeg ønsker jer alle held og lykke med konkurrencen. Må det bedste hold vinde!

Tak for ordet.