H.M. Dronningens tale på Københavns Rådhus den 12. november 2022 i anledning af 50-års regeringsjubilæet

Offentliggjort den 12. november 2022

Foto: Lars Møller ©️

Atter engang åbner Københavns Rådhus gæstfrit sine døre for mig og min familie ved en særlig begivenhed.

Jeg vil gerne takke Overborgmesteren for de smukke ord i anledning af mit 50-års regeringsjubilæum og for den gave, som København glæder mig med. Jeg håber, at de mange kirsebærtræer må trives og blomstre til glæde for mange, mange mennesker. Under dem vil børnene lege, folk gå tur eller opleve store folkemøder, unge – og ældre – vil spæne afsted for at holde sig i form i de tidlige morgentimer, ja, dagen lang og aftenen med.

Det er godt at tænke på: Må de små træer opleve mange, mange år, og må byen København trives og blomstre i mange flere år, end et kirsebærtræ kan håbe på.

 

(Det talte ord gælder)