H.M. Dronningens tale ved åbning af udstillingen 'Danner af Danmark' på Frederiksborg den 30. april 2025

For et par år siden blev jeg for første gang præsenteret for ideen om en udstilling om Grevinde Danner her på Frederiksborg Slot, og jeg blev fanget med det samme.

Jeg havde hørt om Grevinde Danner i forskellige sammenhænge, men det var først, da jeg dykkede ned i hendes historie, at det gik op for mig, hvor fascinerende et liv hun havde levet.

Siden da har jeg fulgt udstillingens tilblivelse tæt og er kun blevet mere optaget af en af historiens markante kvindeskikkelser. Særligt Grevindens omdiskuterede eftermæle har gjort indtryk. Noget, jeg har hæftet mig ved, er, at hun aldrig glemte sit fattige ophav og gav sin formue tilbage til det, hun kom fra.

Dannerhuset og Jægerspris står den dag i dag som levende beviser på Danners fremsyn og sociale engagement.

Grevinde Danners historie er flettet ind i Danmarks- historien, men hendes betydning for vores fortid – og vores nutid – har kun været belyst i mindre grad. Det ændrer udstillingen ”Danner af Danmark” nu på.

Udstillingen indeholder blandt andet udvalgte historiske genstande, som Grevinde Danner efterlod sig, og som er med til at folde hendes livshistorie ud for øjnene af os.

Det er næsten som at rejse tilbage i tid, når vi får muligheden for at nærstudere de overleverede genstande. Det kan I høre mig underholde mere om i filmen her på udstillingen, og det er også derfor, min tale er dejlig kort.

I det hele taget inviterer udstillingen os til at se på Grevinde Danners historie med nye øjne, og mon ikke det netop var, hvad Danner ønskede?

Vores billede af et menneske ændrer sig, som vi lærer dem at kende. Når I om lidt får mulighed for at opleve udstillingen, så tænk gerne over, om I får lagt noget til jeres billede af Grevinde Danner og hendes betydning for vores fortid og nutid.

Det har jeg i den grad selv fået.

Jeg håber, at udstillingen ”Danner af Danmark” vil bidrage til et mere balanceret billede af et stærkt og sammensat menneske, som levede et ualmindeligt liv.

Og med disse ord erklærer jeg hermed udstillingen for åben.


(Det talte ord gælder)