For otte år siden var jeg med Røde Kors i Bangladesh.
Vi besøgte verdens største flygtningelejr, Cox’s Bazar.
Op mod en million mennesker på flugt – primært statsløse rohingyaer – var samlet under forhold, som man først rigtigt forstår, når man står midt i dem. 

De havde ingen steder at rejse hen, og det har de stadig ikke. 

Deres voldsomme historier og dystre fremtidsudsigter kan efterlade de fleste med en følelse af magtesløshed.
Men Røde Kors reagerer helt modsat og uden tøven.
Med handlekraft. Med støtte, overskud og håbefuldhed. 

Vi besøgte et efter omstændighederne børnevenligt område, hvor lejrens børn kunne få en pause fra elendigheden og for en stund bare være børn i tryggere omgivelser.

Det er trist at se børn vokse op under så barske vilkår, og det er samtidig livsbekræftende at se dem smile på trods. Deres livskraft er en kilde til håb. 

Knap tre år tidligere var jeg i Nepal efter et dødeligt jordskælv. Tusinder havde mistet livet, og mange hundredtusinder var uden tag over hovedet. Nødhjælpen blev de overlevendes livline.

Jeg husker også min allerførste rejse med Røde Kors.

Vi besøgte Mozambique, hvor lokale fik hjælp til at klimasikre mod tørke, oversvømmelser og cykloner.

Det er 15 år siden, men behovet for tilpasning til ekstreme vejrforhold er desværre stadig alt for aktuelt mange steder i verden.

Mine rejser med Røde Kors har sat sig i mig. Det gør indtryk at møde mennesker, der kæmper for at overleve, og hvor Røde Kors’ arbejde kan betyde forskellen mellem at lykkes og mislykkes.

Det menneskelige møde gør noget fjernt til noget nært. 
Man kommer tæt på mennesker. Føler med dem. 

Gennem 150 år har Røde Kors holdt medmenneskeligheden højt og hjulpet dem, der har mest brug for hjælp – uden at skelne mellem ven og fjende. I har knoklet i alle dele af verden, og I er fortsat den neutrale part i nogle af verdens sværeste konflikter.

Det er jeg stolt af at være en del af. Og det er jeg stolt af, at min familie har været en del af helt fra begyndelsen.

I 1877 blev min tiptipoldefar Christian den 9. den første protektor for Røde Kors i Danmark.

Min mormor, Dronning Ingrid, var Røde Kors-sygeplejerske fra Sverige.

Og min far, Prins Henrik, fortalte altid indlevende om sine oplevelser, når han havde været af sted med Røde Kors. Han satte sin rolle som protektor højt.

Røde Kors er altid til stede – for alle. Også herhjemme. Behovet er et andet her, men omdrejningspunktet er det samme: Medmenneskelighed. 

At vise omsorg for sine medmennesker. For jeres 43.000 frivillige uden beregning. De stiller op for Røde Kors og bruger deres fritid på at være noget for andre.

Og når jeg har talt med de frivillige, er de som regel mere optaget af at fortælle om det, de får igen, end om det, de giver. 

Det er det smukke ved frivillighed – at man giver noget uden at kræve noget til gengæld, og så alligevel ender med at få noget enestående retur:
En følelse af mening, af fællesskab, af forbundethed.

Tak for, at I tager handling – uden at tage side. 

Stort tillykke med de 150 år.  

(Det talte ord gælder)