Hr. Præsident, Excellencer, mine damer og herrer

Det er en stor glæde for Dronningen og mig at være tilbage i Letland – nu som Kongepar. 

Første gang, jeg besøgte Letland, var som ung statskundskabs-studerende i april 1992. Jeres genvundne uafhængighed var endnu ny, og landet bar stadig tydelige præg af årtiers besættelse. 

Hjemmefra havde jeg sat mig ind i jeres situation og forstået den med mit hoved, men det var i mødet med letterne, at jeg forstod den med hjertet. 

Jeg husker kulden og en vis udmattelse i Rigas gader. Nok var I frie, men I var kun lige gået i gang med at ryste ufriheden af jer. I skulle ikke alene genopbygge jeres land, men også genfinde jer selv som folk. Det lykkedes I med på rekordtid – ikke mindst takket være imponerende vovemod og viljestyrke. 

I Letland lærte jeg, at frihed ikke er en selvfølge.
Hjemme havde jeg hørt beretninger fra dengang, Danmark var besat – her til lands var besættelsen kun lige forbi efter at have varet i 50 år. Letternes lange kamp satte min egen frihed i perspektiv. 

Da Dronningen og jeg i dag besøgte Besættelsesmuseet og genså Frihedsmonumentet, blev det perspektiv atter vakt til live.

Fortidens fortællinger om årtiers lidelse og udholdenhed bevægede os begge dybt og mindede om, at vi – letter som danskere – til alle tider har noget på spil. 

Vores værdier, vores demokratier, vores frihed er på spil. Det mærker vi nu. Med ufredens tilbagevenden på vores kontinent er truslen atter trådt ud af skyggerne. Krigen hærger i Ukraine og spreder utryghed i Europa. Vi fyldes med vantro og vemod over ligheden med det, vi troede lå bag os – og vi går balancegang mellem at se faren i øjnene og undgå at så unødig frygt.

Balancen finder vi bedst ved at rykke sammen. Vi står stærkest, når vi forener vores kræfter i EU, NATO og FN og forsvarer vores sikkerhed, frihed og fred i fællesskab.  

NATO-hovedkvarteret Multinational Division North er et godt eksempel. Her samarbejder repræsentanter for 19 NATO-lande under dansk-lettisk ledelse om at forsvare Europa. Dronningen og jeg ser meget frem til at besøge Adazi i morgen og til at hilse på den danske kampbataljon i Camp Valdemar.  

Næste år indtager Letland for første gang en plads i FN’s Sikkerhedsråd. Også her vil vores to lande få mulighed for at samarbejde om de værdier, vi deler, og vise, at mindre lande har en væsentlig rolle at spille ved det hesteskoformede bord.

Jeg vil gerne ønske stort tillykke med endnu en vigtig milepæl i Letlands internationale engagement. 

Hr. Præsident
Båndene mellem Letland og Danmark går langt tilbage.
Det gælder også de kulturelle, der ikke kunne vente på ambassadens genåbning, men tog forskud på glæderne og lod Det Danske Kulturinstitut åbne her i Riga allerede i 1990. 

Kultur er kraftfuld. Tag bare sang. Når vi synger sammen, trækker vi vejret sammen. Det skaber sammenhold og modstandskraft. I har sågar vist os, at sang kan revolutionere, når blot vi er nok, der synger sammen – det er The Baltic Way.

Hr. Præsident
Jeg vil gerne på Dronningens og mine vegne takke Dem for den varme velkomst her i Letland. Vi sætter stor pris på den udtalte samklang, der hersker mellem vores to lande. 

Jeg udbringer en skål for Dem og det lettiske folk med ønsket om lykke og fremgang for begge vores lande.

(Det talte ord gælder)