H.K.H. Kronprinsessens tale til den officielle indvielse af Campus Aarhus N, VIA University College

Offentliggjort tirsdag d. 11. oktober 2011

Stort tillykke til de 2500 sundhedsfaglige studerende og mere end 300 ansatte med VIAs flotte nye campus i Aarhus. Det er godt to år siden, at det første spadestik blev taget. Og det er dejligt at kunne være her i dag for at indvie dette spændende hus, hvor studerende, undervisere og gæster kan mødes, viden kan udveksles, og nye ideer kan opstå. 

Campus Aarhus giver – ikke kun flotte – men også ideelle rammer for et dynamisk og tværfagligt studie- og arbejdsmiljø, og disse moderne faciliteter kan være med til at fremtidssikre kvaliteten af de sundhedsfaglige uddannelser.

Uddannelse er en værdifuld gave, som gør en forskel i livet for det enkelte menneske, for samfundet og for verden. Uden jer – uden sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter, bioanalytikere og professionsbachelorer i ernæring og sundhed – ville det velfærdssamfund, vi kender i dag, ikke eksistere. I har en central rolle i dag og i fremtiden.

Campus Aarhus rummer både unge studerende og færdiguddannede professionelle fra forskellige sektorer, som er i gang med videreuddannelse og kompetenceudvikling. Det giver mulighed for at skabe et helt unikt uddannelses- og udviklingsmiljø. Ved at møde hinanden forskellige steder i jeres livslange læringsforløb, kan I inspirere, erfaringsudveksle og lære af hinanden. 

Som studerende er det en fordel, at VIA University College har valgt at samle alle sine sundhedsfaglige uddannelser i Aarhus under ét tag. Det betyder, at I allerede nu under studiet kan lære hvilke unikke kvalifikationer, der er knyttet til jeres fag og på tværs af professionerne – og hvordan I kan supplere hinanden. Det vil I kunne få stor gavn af, når I skal samarbejde senere i livet. Der bliver stadigt større fokus på sammenhængende patientforløb, og de mere komplekse sygdoms- og behandlingsforløb gør samarbejde på tværs helt afgørende.

Noget andet, studerende også skal forberede sig på, er globaliseringen. Og her er VIA godt på vej med samarbejdsaftaler og initiativer rundt om i verden. Det betyder, at et stort antal VIA-studerende hvert år får en oplevelse for livet ved at tage på praktik- eller studieophold i udlandet med de store faglige, kulturelle og personlige udviklingsmuligheder, som det bringer med sig.

I Australien har VIA blandt andet et unikt samarbejde med Deakin University om en masteruddannelse indenfor sygepleje og om forsknings- og udviklingsprojekter.  Og i foråret var Emilie Nielsen Middelhede og Lynette Munk, som begge studerer til sygeplejerske, på studieophold i Tasmanien, hvor de modtog ”Crown Princess Mary Scholarship” for deres høje faglighed og engagement.
 
Visionen for Campus Aarhus er at skabe rammerne for et fleksibelt, dynamisk og tværfagligt studiemiljø. Må disse flotte fælles rammer være med til at skabe engagement, inspiration og glæde i jeres faglige og sociale studieliv.

Med disse ord erklærer jeg Campus Aarhus N, VIA University College for officielt indviet.