I dag, for præcis 67 år siden, gravede et par nænsomme hænder et ansigt fri af den mosetørv, der havde bevaret det i 2.300 år. Et sælsomt møde mellem oldtid og nutid fandt sted. Tiden stod stille… tænk at stå ansigt til ansigt med et oldtidsmenneske! Ansigtet jeg taler om, er naturligvis Tollundmandens.

”Ser man på Tollundmanden, er de fine, forklarede træk lukket om et udtryk, der et øjeblik gør døden til noget overkommeligt”. Det var et citat af Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, som både smukt og tankevækkende beskriver det ansigt, der på forunderlig vis udstråler fredsommelighed og ro.

Mange andre digtere og kunstnere har ladet sig inspirere af Tollundmandens ansigt. Og han er naturligvis inspirationen til den udstilling, der åbner i dag. Han er trods alt herren i huset her…

Hvad er det ved det ’sovende’ moseligs ansigt, eller ansigtet som sådan, der er interessant? Og hvad kan ansigter i det hele taget fortælle os om verden, om tiden og om os selv? Ansigtet er vores møde med verden. Gennem sanserne, der er tæt knyttet til ansigtet, modtager vi information om vores omverden. Samtidig fortæller ansigtet omverdenen noget om sin bærer. Ansigtet kan vise vores følelsesmæssige tilstand. Det kan præsentere en person –  blotlægge en sjæl.

Er det det, der gennem tiderne har fået folk til at lave afstøbninger af nyligt afdødes ansigter? Eller hvad er det, man forsøger at fange eller fastholde i en dødsmaske?

I kunsten har ansigtet været afbildet lige siden sidste istid, og igennem kunsten har man forsøgt at fastholde noget af det uhåndgribelige, der ligger bag ansigtet. Nogle gange har man brugt naturalistiske og virkelighedstro gengivelser, andre gange har de været mere drilske og karikerede; andre gange igen har ansigterne været direkte symbolske.

I dag er ansigtet genstand for endnu mere fokus end tidligere. Hver dag tages der 100 millioner selfies, som bruges til at fortælle, hvem man er, og mails og SMS’er krydres med smileys for at sikre, at vi bliver rigtigt forstået. Kommunikationen ansigt til ansigt er nemlig den mest nuancerede, og det er ikke så mærkeligt. Ansigtet er polyfont – dvs. det kan tale med flere stemmer samtidig.

Men som den eneste kan ansigtets ejer ikke selv se de signaler, der sendes og er også kun delvist i stand til at kontrollere dem. Man kan ikke fingere et ægte smil, for både øjne og mund skal spille helt med, og se bare på garvede pokerspillere der altid sidder med solbriller på for ikke at røbe deres kort.

Ansigtets betydning kan ikke overvurderes. I kulturen, historien og kunsten er ansigtet ofte omdrejningspunkt for kommunikation. Ansigtet som tema er derfor stort – abstrakt – men også nært og konkret.

Tollundmanden er ”vært” her i udstillingen på Silkeborg Museum, og hans ”gæstebog” er en ”face-wall”: jeg vil nu indskrive mig som hans første gæst med en selfie, og dermed er ”FACE, The Exhibition” åben.