H.K.H. Prinsesse Maries tale ved åbningen af Copenhagen Cooking and Food Festival 2017 den 17. august 2017

Offentliggjort den 18. august 2017

Som protektor for Copenhagen Cooking & Food Festival vil jeg gerne starte med at takke miljø og fødevareministeren og Københavns overborgmester for deres opbakning. Jeg vil også gerne takke alle de mange frivillige københavnere, der gør en stor indsats, og som sammen med de mange restauranter, foreninger og fødevarevirksomheder gør festivalen til en stor begivenhed for København og hele Danmark. Uden jer var festivalen ikke mulig! 

Endelig en tak til Dansk Industri både for at støtte festivalen og for at lægge disse smukke rammer til åbningen.

Da festivalen første gang blev afholdt i 2005 var København kendt for mange gode ting – men gastronomien var ikke en af dem. Det har siden ændret sig. København er nu i den absolutte verdensklasse på det internationale gastronomiske landkort. Som franskmand, der er flyttet til Danmark, kan jeg godt skrive under på, at gastronomien i Danmark bestemt kan matche det berømte franske køkken!

Tidligere kom internationale topkokke til Danmark med inspiration til den danske madscene. Nu kommer kokkene også til Danmark for at finde inspiration i det nye nordiske køkken. Det afspejles også i årets festival. Aldrig før har så mange internationale topkokke deltaget. 

Trods den meget imponerende gastronomiske udvikling, er den globale konkurrence hård. Festivalens ambition er ikke kun at fortsætte i samme spor, men konstant at tænke nyt. Heraf årets tema ”Breaking the New”. Selv den nyeste udvikling skal udfordres til gavn for alle. Og jeg skal love for, at der er udfordringer på årets menukort! 

I lejre mødes lokale landmænd, producenter, frøsamlere, internationale stjernekokke og ildsjæle for at fejre mødet mellem landbrug og gastronomi, på den nye festival Seed Exchange. I Botanisk Have kan man smage insekter af alle slags og blive klogere på deres mangfoldige verden. Carlsberg byder på en spændende menu, kun med ingredienser fra ølproduktionen, men også på årets ganske særlige festival-øl.

Personligt ser jeg meget frem til at deltage i Topmødet ”World Food Summit -Better Food for More People 2017” og festmiddagen på Københavns Rådhus. Jeg har også fornøjelsen at opleve et unikt kokketræf på Geranium, hvor franske Anne Sophie Pic og Dominique Crenn laver mad sammen med danske Rasmus Kofoed. Og endelig har jeg glæden af at åbne ”Bite Copenhagen”, hvor mange internationale producenter deltager.

Apropos producenterne, så er festivalen ikke blot lækker smag og gode oplevelser. Det er også  ”big business”. Turisme- og fødevaresektorerne omsætter tilsammen for over 200 milliarder kroner om året. 

Copenhagen Cooking & Food Festival er også for alvor blevet en festival for erhvervslivet. Hvilket illustreres bedst ved, at vi i dag skyder festivalen i gang her i Industriens Hus.

Jeg ser meget frem til de kommende 10 dage.

velbekomme!